Ny videnskab viser, at havene vil stige op til én meter frem til år 2100, men Kystdirektoratet vurderer, at de mest akutte problemer, som klimaforandringerne skaber, vil finde sted bag ved digerne.
Nye forskningsresultater viser, at havet frem til år 2100 kan
stige mere end tidligere antaget. Dette vil skabe problemer for den
flade del af Danmark, selvom det meste af marsken er beskyttet af
diger. Kystdirektoratet vurderer nemlig, at der kan opstå problemer
bag digerne, fordi den øgede mængde nedbør i fremtiden vil få
sværere ved at løbe ud i havet og dermed skabe større
oversvømmelser langs vandløb bag digerne. Så selvom digerne i
første omgang kan holde til selv ekstreme stormfloder, så kan der
forventes større problemer med det såkaldte bagvand.
Kystdirektoratet er derfor på nuværende tidspunkt rundt i landets
kommuner for at sprede budskabet om, at politikerne skal tænke sig
grundigt om, når der planlægges byudvikling i lavtliggende
områder.
Kilde: JydskeVestkysten, d. 15. marts 2009, side 8.