Del artikel Print
Det 22. århundredes skove skal plantes nu

Det 22. århundredes skove skal plantes nu

En fjerdedel af Danmarks skove er dårligt rustede til klimaændringer. Det er nødvendigt med en stor omlægning af danske skovbrug i løbet af de næste 50-80 år.

Klimaændringer er en latent trussel mod skovbruget på grund af stigende temperaturer, stærkere storme og ændret nedbør. Mest markant viser følgerne sig i de danske skove for rødgran og sitkagran.

Særligt rødgranen er følsom over for varmere vintertemperatur, og da rødgranerne næsten udgør en fjerdedel af det danske skovareal på 534.500 hektar er der hårdt brug for tilpasningsstrategier.

I punktform ser problematikken og løsningerne således ud:

  • En fjerdedel af det danske skovareal er rødgran og sitkagran, der vil vantrives under varmere vintre og voldsommere storme
  • De to arter udgør rygraden i skovens vedproduktion, og derfor er situationen alvorlig
  • Ved nyplantning: Spred risikoen og plant gerne blandede bevoksninger med nåle- og løvtræer
  • Mere regn bør naturligt føre til flere vådområder i skovene, som kan forøge biodiversitet og skabe større landskabelig variation
  • Douglasgran, skovfyr, grandis, ædelgran, thuja, cypres er nogle af de alternative nåletræer, der kan erstatte rødgran og sitkagran

Advarsel til skovdyrkere
I De Danske Skovdyrkerforeninger siger sekretariatsleder, medlem af Skovrådet Per Hilbert, at foreningens medlemmer rådes til at være forsigtige med at plante for mange nye rødgraner eller sitkagraner.

"Vi siger ikke, at man helt skal undlade at plante rødgran, men vi advarer foreningens medlemmer mod at etablere renbestande af de to træarter og at blive for afhængige af rødgraner som en fremtidig indtægtskilde," siger Per Hilbert.

Rødgranen er hjemmehørende under kontinentalklima med kolde vintre, og hvis træet ikke får en vækstpause om vinteren, så kan det gå skidt med rødgranens sundhed. Hvis man imidlertid ønsker at fastholde en rødgranandel i skovene, anbefales det, at den blandes med andre nåle- eller løvtræarter.

"Jeg er sikker på, at andelen af rødgraner i den danske skove allerede er faldende, og det samme gælder nok sitkagranen. Men der er mange andre udmærkede og alternative nåletræer," siger Per Hilbert.

Professor: Spred risikoen
Professor Jørgen Bo Larsen, Center for Skov og Landskab, Københavns Universitet, er enig i, at rødgranen og sitkagranen står med de dårligste kort på hånden.  Til gengæld bemærker han, at mange løvtræer har udsigt til at klare sig bedre i et varmere klima.

"De stærke vinterstorme har vist sig at være hårde ved grantræerne, og vi har haft en række milde vintre, der har vist, at rødgranerne og sitkagraner vantrives med varme vintre. Det er et tegn på en klimaskade, som vi kan forvente vil ramme især rødgranen i endnu større grad - forudsat at klimaprognoserne holder stik," siger Jørgen Bo Larsen.

Han opfordrer derfor til, at skovejerne spreder risikoen og planter blandet skov i stedet for monokulturer.

"Skovdrift er en langsigtet affære med tidshorisonter på 70-80 år for nåletræers vedkommende og 100-150 år for løvtræers. Mit råd er derfor, at man skal plante blandet skov. Der må godt være rødgran og sitkagran imellem, men det skal ikke være som de store områder med monokulturer, vi har set tidligere," siger han.

Flere moser og sumpe er godt
Jørgen Bo Larsen råder også til, at der bliver flere vådområder og moser i skovene.
"Hvis vi får mere nedbør, må man formode, at flere områder i skovene vil være oversvømmet i perioder. I Danmark er det kun elletræer, der kan vokse i vand, og derfor bør man tage konsekvensen og lade de områder, der bliver oversvømmet, være i fred som moser eller sumpe. Det vil give mere natur og større variation i landskabet. Man skal ikke modarbejde naturen," lyder der fra professoren.

I Skov- og Naturstyrelsen, som forvalter 130.000 hektar statsskov, er man faktisk gået i gang med at genoprette den naturlige hydrologi i statsskovene. Det betyder, at grøftesystemet i mange statsskove i fremtiden får lov at forfalde med det resultat, at en række vådområder gendannes.

"Derved stopper frigivelsen af CO2 fra fugtige lavbundsarealer, og faktisk ender det med, at mere CO2 bindes. Skovens fugtige lavninger dækkes af tørv, der består planterester ophobet siden istiden. Når en tørvelavning drænes omsættes tørvene under frigivelse af CO2, men processen stopper, når tørvelagene igen dækkes af vand. Ved større hævninger af vandspejlet kommer ophobningen af planterester i gang igen og CO2 kan fortsat gemmes af vejen på bunden af de genopståede småsøer," forklarer forstfuldmægtig i Skov- og Naturstyrelsen Rasmus Moes.

Naturnær skovdrift
Skov- og Naturstyrelsen har siden 2005 været i gang med en større omlægning af skovdriften i statens skove, så de i fremtiden skal foregå efter principperne for såkaldt naturnær skovdrift. Ideen er at tilpasse skovene mod klimaændringer ved at ændre fra skove med én træart til skovtyper med flere forskellige træarter. Bagtanken er risikospredning. Det betyder konkret, at andelen af løvtræ forhøjes i de kommende år, medens rødgran nedprioriteres.

Større aldersspredning er ligeledes en konsekvens af naturnær skovdrift. Når skoven består af både store og små træer, vil der stå unge træer parat til at tage over, når hundredeårsstormen har raset ud. Plads til unge træer mellem de store stammer betyder også, at der bindes mere CO2 i skovene. Over de næste 50-100 år skønnes nettobindingen øget med ca. 150.000 tons CO2 pr. år på Skov- og Naturstyrelsens skovarealer.

Skovrejsning giver muligheder
Det er officiel dansk politik, at det samlede danske skovareal skal forøges fra de nuværende 12 procent til det dobbelte i indeværende århundrede. 
Den politik ser Per Hilbert som en kærkommen mulighed.

Ved skovrejsning er man med til at binde CO2 i trævæksten, hvilket klimamæssigt er at foretrække frem for agerbrug, hvor kulstofbindingen er minimal. Skovdyrkerforeningerne arbejder derfor intenst med plantning af ny skov på landbrugsjord.

"Vi annoncerer efter og finder landmænd, der er interesseret i skovrejsning, udarbejder efterfølgende beplantningsplaner for arealerne, får disse godkendt hos myndighederne og udfører endelig den konkrete plantning," siger Per Hilbert.

Der tilplantes for tiden 1000-1500 hektar landbrugsjord hvert år, hvilket desværre er under halvdelen af, hvad det er nødvendigt for at nå den ovennævnte målsætning. Den direkte omkostning herved - som bæres af landmændene og staten i forening - er på mellem 40 og 60 mio. kr./år. CO2-gevinsten ved den nuværende skovtilplantningsindsats skønnes at være ekstra 5.000 ton CO2/år. Når den samlede skovrejsningsplan er tilendebragt skønnes den ekstra årlige kuldioxidbinding at udgøre i størrelsesordenen 5 mio. ton CO2.