Del artikel Print
Udstilling i Slesvig-Holsten om fremtidens stormfloder

Udstilling i Slesvig-Holsten om fremtidens stormfloder

I Slesvig-Holsten forbereder regeringen befolkningen på vestkysten på mere voldsomme og farligere stormfloder. Udstillingen "Stormflod - hvad har jeg med det at gøre" blev åbnet i går på Nibøl rådhus

Udstillingen "Sturmflut - wat geit mi dat an?" viser i billeder og ord, hvilken dramatik og nogle gange også tragedier vejrfænomenet kan føre med sig. «I mange lavtliggende kystområder er stormfloder et alvorligt problem, der truer menneskeliv, ejendomme og landområder», siger oceanograf Jacob Woge Nielsen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

«I vores del af verden er risikoen ved stormflod først og fremmest økonomisk. Vi har kystsikring, beredskab og varsling af stormflod, baseret på den daglige vejrudsigt. I et fremtidigt formodet varmere, klima vil det være nødvendigt at tænke mere over, hvordan vi udnytter og sikrer vores kystnære områder», advarer eksperten.

-Havets overflade vil stige mindst 60 centimeter indtil udgangen af det 21. århundrede. Det lyder måske ikke af så meget, men det vil få den konsekvens, at stormfloderne vil blive betydelig voldsommere end hidtil. Så hvis vor generation ikke agerer nu, så vil det være for sent for vore børnebørn at bygge nye og højere dige», siger Dietmar Wienholdt fra det slesvig-holstenske landbrugs- og miljøministerium.

Dette betyder, at der er behov for store investeringer i
kystsikring. I den nærmeste fremtid skal omkring 80 kilometer dige i Slesvig-Holsten forhøjes. Hver kilometer koster cirka 2,5 millioner euro og det bliver således en udgift på op imod 200 euro for de nordtyske skatteborgere.

Af den grund har miljøministeriet i fællesskab med indenrigsministeriet, der er ansvarlig for katastrofeberedskabet, sendt vandreudstillingen langs med Slesvig-Holstens kystområder.

"Sturmflut - wat geit mi dat an" kan ses indtil 25. februar i rådhusets almindelige åbningstider.

Kilde: Flensborg Avis, 5. februar 2009, side 7.