Klimaforandringerne kræver en grundig renovering af landets kloaknet, men denne halter flere steder langt bagud. Udfordringen er ikke kun rørenes dimensionering men også rørenes levetid.
En stor opgave i at fremtidssikre kloaknettet venter forude for
flere af landets kommuner, udtaler Ulrik Hindsberger, centerchef
for Rørcentret ved Teknologisk Institut, til Lokalavisen
Nordsjælland. Klimaforandringernes mere ekstreme regnskyl stiller
nemlig det danske kloaknet på prøve og kræver flere hundrede
kilometer nye kloakrør hvert år, skriver Lokalavisen
Nordsjælland.
I flere steder i Danmark er kloakrørene for små til at klare
fremtidens regnskyl og formanden for Dansk Betons Afløbsgruppe og
en ekspert fra Teknologisk Institut vurderer, at vedligeholdelsen
og renoveringen halter langt bagud. Ser man bare tilbage på Greve
Kommune i 2002 og 2007, kan man se klare eksempler på hvad disse
ekstremregnhændelser kan medføre, da flere steder i Greve Kommune
måtte ligge under vand.
Selvom flere kommuner i de seneste år har sat fokus på renovering
af kloakker, halter de fleste stadig med tilpasningen, mener Ulrik
Hindsberger. Han udtaler "Generelt set er de større kommuner kommet
bedre med i forhold til at forbedre kvaliteten på kloaknettet. Når
det så er sagt, går renoveringen fortsat for langsomt i en del
kommuner, og der er derfor et efterslæb".
Rapporten State of Nation, som er udarbejdet af Foreningen af
Rådgivende Ingeniører, vurderer den aktuelle renoveringsindsats til
400 km. ledning om året mens rapporten opgør det reelle
fornyelsesbehov til 700-900 km. årligt.
Klimatilpasning af kloakrør handler også om rørenes levetid. Her
viser beton sig at være en bæredygtig løsning samt have en lang
levetid i sammenligning med andre materialer. "Beton er den eneste
løsning, der gennem praktisk erfaring og levetidsanalyser kan
eftervise en levetid på minimum 100 år" udtaler formanden for Dansk
Betons Afløbsgruppe, Martin Rosendahl, til Lokalavisen
Nordsjælland. Han understrejer ligeledes betons bæredygtighed, da
beton er et naturprodukt, som ved udskiftning kan genanvendes i fx
veje.
Kilde: Lokalavisen Nordsjælland, 25. august 2009, 1. sektion, side
37.