Del artikel Print

Sådan bruger du værktøjet Ekstremnedbør

 

I værktøjet præsenteres to forskellige datasæt.


Det ene datasæt Ekstremnedbør-DMI viser gentagelsesperioderne for døgnnedbør målt på DMI's stationer for perioden 1961-2011. Med i-værktøjet øverst til venstre i skærmbilledet kan du vælge den station, du ønsker at kigge nærmere på. Klik på i'et og vælg den station, der har din interesse. Herefter vises der på skærmen en boks med gentagelsesperioderne 10, 20, 50 og 100 år for den pågældende station. Udover gentagelsesperioden i boksen kan du nederst til højre på siden se en graf, som kan forstørres ved at klikke på den. Bemærk at data er statiske og derfor ikke opdateres løbende.


Det andet datasæt Ekstremnedbør-SVK viser nedbørhændelser fra Spildevandskomiteens målersystem. Data opdateres løbende. Når en nedbørhændelse er overstået, vil den derfor fremgå af datasættet. Klik på den ønskede målestation med i-værktøjet. Den boks, der kommer frem på skærmen, viser, om der har været skybrud inden for det seneste år samt den samlede nedbør inden for de seneste 48 timer. Derudover viser boksen den maksimale intensitet og gentagelsesperioden for nedbøren inden for de seneste 48 timer. Du kan også få en detaljeret oversigt over nedbøren inden for det seneste løbende år. Klik på regnhændelsesrapport nederst i boksen og vælg fanebladet med detaljeret information.


Forklaring til kolonnerne i den detaljerede rapport ses nedenfor.

 

Starttid

Starttidspunkt for regnen (dato og klokkeslæt). Tidsangivelsen er i UTC.

 

Varighed

Regnens varighed i minutter. Hvis der har været mere end én times tørvejr, bliver det registreret som en ny regn.

 

Middel-intensitet

Middelintensiteten er den samlede nedbørsdybde (se forklaring nedenfor) divideret med regnens varighed. Middelintensiteten angives i µm/s (1 µm = milliontedel meter), 1 µm/s = 0,001 mm/sek.

 

Eksempelvis svarer en middelintensitet på 5 µm/s til 18 mm regn, der falder i løbet af 60 minutter, da 5 µm/s *60 sekunder *60 minutter = 18 mm/time.

 

Gentagelses-periode

Gentagelsesperioden er et udtryk for sandsynligheden. En gentagelsesperiode på 5 år svarer til, at man statistisk kan forvente en lignende regnintensitet én gang på en 5-årsperiode. Det kan dog variere meget, da der er en stor grad af tilfældighed i forhold til, hvornår og hvordan regnen falder.

 

Nedbørs-dybde 

Nedbørsdybden er et mål for, hvor meget regn der er faldet på det sted, hvor regnmåleren er placeret. En samlet regndybde på 10 mm svarer til, at vanddybden i et kar med flad bund ville være 1 cm, hvis karret stod ude i regnen.

 

Status

Regnhændelserne kan være markeret med e,d,t,a eller s i statusfeltet. Markeringen angiver, hvis der er specielle forhold, som man bør være opmærksom på, når man bruger de målte regndata.

 

e = ekstrem nedbørsintensitet (≥ 2 mm/min) er indeholdt i hændelsen

d = større afvigelse fra nærmeste manuelle målere

t = tekniske fejl i hændelsen

a = afbrudt, hvis nedbørhændelsen varer ud over den periode, hvor nedbøren er målt

s = varme på måler under hændelsen (den registrerede nedbør kan stamme fra sne).

 

Skybrud Når der er skybrud, falder der mindst 15 mm regn inden for en halv time.