Kystbeskyttelse
Del RSS RSS Print

Kystbeskyttelse

Alle former for kystbeskyttelse påvirker i større eller mindre grad de naturlige processer på kysten. Derfor skal kystbeskyttelse sigte mod at være naturlig, teknisk optimeret og fremstå som en helhedsorienteret løsning. En optimeret løsning kan være en kombination, hvor der tages flere kystbeskyttelsesmetoder i anvendelse. Ikke to kyster er ens, og derfor er det vigtigt, at de lokale forhold omkring bølger, vind, sedimenttransport, vanddybde mv. tages med i projekteringen af et kystbeskyttelsesanlæg.


Der skelnes mellem erosionsbeskyttelse, som omfatter kystfodring/sandfodring, bølgebrydere, skråningbeskyttelse, høfter og klitter, og højvandsbeskyttelse som omfatter diger, højvandsmure, mobil højvandsbeskyttelse og klitter.

 

Høfder 

 

Bølgebryder

 

Skråningsbeskyttelse

 

 

Kystbeskyttelse_side.jpg

 

Etablering af hårde konstruktioner som høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelse medfører typisk store gener i nedstrøms retning, da det sediment, som høfder og bølgebrydere samler, samt det sediment havet nægtes adgang til ved tilstedeværelse af skråningsbeskyttelse, mangler længere nede ad kysten. Hårde konstruktioners indgreb i naturens naturlige dynamik medfører erosion og kysttilbagerykning nedstrøms.

 

Hårde konstruktioner reducerer men standser ikke kysttilbagerykningen af en erosionsramt kyst. Derimod kan fodring med sand, ral eller lignende bremse kysttilbagerykningen, fordi man her kunstigt tilfører det sediment, som ellers naturligt fjernes fra kyststrækningen af havets kræfter.

Foto: Kystdirektoratet

Senest redigeret: 19-12-2013