Grønne vægge
Del RSS RSS Print

Grønne vægge

Grønne vægge fungerer i princippet som grønne tage og kan bruges til at beklæde facader med grønne og levende kunstværker.

 

En grøn væg opbygges ved at montere skinner på væggen, som nettene kan hægtes op på. Nettene fores med et uv-stabiliseret tekstil og fyldes derefter op med en speciel type jord, der kan tilbageholde store mængder vand. Jorden gør derved systemet mindre sårbart for udtørring og frost, da rødderne kan udvikle et kraftigt rodnet.

 

Automatisk tilførsel af vand og gødning er vigtigt i en grøn væg. Vanding af væggen er hovedsageligt baseret på, at der anvendes regnvand. De fleste planter kan anvendes, men visse er dog mere velegnede end andre.

 

Grønne vægge_side

Fotos: Byggros

 

Grå vægge

De grå vægge, eller gabionsvægge, består af natursten, forstærket med et stærkt trådnet. Trådnettet sikrer stenene mod at falde sammen og har tidligere mest været brugt i forbindelse med kystsikring. Langs de åbne, overjordiske strækninger af Københavns Metro bliver gabionsvæggene anvendt til sikring mod oversvømmelse af banelegemerne.

 

Væggenes ru overflade og mange hulrum af varierende størrelse gør det muligt for planter og buske at vokse ind og ud mellem sten og trådnet. Installerer man for eksempel vækstmåtter mellem naturstenene og trådnettet, kan man samtidig forbedre væggens vandtilbageholdende egenskaber. På den måde får gabionen egenskaber, der minder om grønne vægge.

 

Gabionerne kan være et fleksibelt alternativ til traditionelle mure og vægge, fordi de relativt billigt kan ændre form og funktion med tiden.

Senest redigeret: 27-07-2018