Del RSS RSS Print

Faskine og regnvandskassette

En faskine er et hulrum i jorden, hvor overskydende regnvand opsamles og herfra nedsives i jorden. Faskinen kan opbygges med kassetter i plast, med lecasten eller med stenskærver i en tilpas størrelse. Princippet er, at vandet først løber igennem et sandfang, som fjerner blade og sand. Herefter løber vandet videre til faskinen, hvor hulrummene fyldes med vand, hvorfra det langsomt siver ud i den omkringliggende jord.

 

Faskine

 

Fordelene ved en faskine er blandt andet, at den ikke fylder noget på jordoverfladen, og at den er let at bygge og kan anvendes i eksisterende bebyggelse. Nogle faskiner laves desuden i et specielt plasnet, hvis overflade gør dem velegnede som levested for bakterier, der lever af forurenende stoffer i vandet. Herved kan faskinen også fungere som et lille biologisk rensningsanlæg.

Det er vigtigt, at faskinen dimensioneres korrekt efter overfladearealet, som der afledes fra. Desuden skal jordens nedsivningsevne måles. Der skal også tages stilling til, om faskinen skal dimensioneres til almindelig regn eller også skal kunne håndtere skybrud.

 

Tunnelfaskiner

En tunnelfaskine er en parabelformet plastickonstruktion, der kan håndtere overskydende vand fra kraftig regn og skybrud. Tunnelfaskinen giver en stor regnvandskapacitet i forhold til dens pladsforbrug, og tunnelfaskinen kan både lede vandet videre via traditionelle rør eller lade vandet nedsive i jorden.

 

I beboelseskvarteret Baunebakken i Hvidovre anvendes tunnelfaskinerne sammen med regnbede, gadekær, åbne grøfter og traditionelle rørløsninger. Mindre regnmængder kan nedsive eller fordampe lokalt, mens større regnvandsmængder forsinkes og ledes videre ad det eksisterende kloaknet. Inden vandet når overløbet til det eksisterende kloaknet, har tunnelfaskinerne forsinket regnvandet så meget, at det ikke hober sig op og giver oversvømmelser.

Senest redigeret: 10-11-2014