Eksempler på klimatilpasning - TransportColourbox

Eksempler på klimatilpasning - Transport

Her kan du læse om eksempler på klimatilpasning i transportsektoren.
Øresundsbroen kan modstå en 10.000 års stormflod Øresundsbron

Øresundsbroen kan modstå en 10.000 års stormflod

29.august 2022
Førere og passagerer i de mere end 7 millioner køretøjer og de mere end 60.000 tog, som kører gennem Øresundstunnelen om året, skal ikke frygte at strande på grund af en stormflod. Øresundbro Konsortiet er i gang med at stormflodssikre den 4 kilometer lange tunnel. I 2025, når de aktuelle projekter er afsluttede, kan Øresundsbroens tunnel modstå en 10.000 års stormflod fremskrevet til år 2050. Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige var også ved afslutningen af det oprindelige byggeri i 2000 sikret imod en daværende 10.000 års stormflod. Men siden da har klimaprognoserne ændret sig. Ifølge ny klimamodeller kan vi nu forvente både hyppigere og kraftigere stormfloder. Derfor bliver der nu blandt andet bygget diger og en betonmur i tilknytning til Øresundsbroens tunnel.
Ny, sugende vejbelægning på Frederiksberg i stedet for dyre kloakrør

Ny, sugende vejbelægning på Frederiksberg i stedet for dyre kloakrør

1.marts 2016
I 2011 blev Københavnsområdet ramt af et massivt skybrud. Også Helenevej, der er en lille, blind sidevej til Bülowsvej på Frederiksberg, blev oversvømmet. Nu har vejen fået en ny, klimavenlig vejbelægning, der er specielt designet til at absorbere store vandmasser. Vejen stod over for at skulle have renoveret kloaksystemet. Frederiksberg Forsyning vurderede, at det ville være billigere at håndtere vandet lokalt frem for at udbygge kloaknettet. Derfor var vejen velegnet som pilotprojekt. Anlægget er et medfinansieringsprojekt mellem borgerne på vejen og Frederiksberg Forsyning og er dimensioneret til en 100-årshændelse.
Dræn og sandsække sikrer luftfarten i Kastrup

Dræn og sandsække sikrer luftfarten i Kastrup

3.december 2015
For 50 år siden sørgede fremsynede planlæggere for at forsyne Københavns Lufthavn med god kapacitet for afledning af regnvand. Alligevel ruster Københavns Lufthavne A/S (CPH) sig til fremtidens forventede endnu voldsommere skybrud. Det sker dels med en beredskabsplan, dels med gradvis udbygning af afledningen i takt med at CPH realiserer deres plan om at udvide Københavns Lufthavn til at kunne servicere 40 millioner passagerer om året.
Metroen i København klar til ekstremt vejr

Metroen i København klar til ekstremt vejr

3.december 2015
Siden starten af 1990erne har Metroselskabet udført et omfattende arbejde med klimatilpasning, som har indgået i projekteringen af anlæggene helt fra vedtagelsen af lovgrundlaget i 1992. Ud over skybrud er stationerne og det øvrige anlæg planlagt til at modstå storme og stormflod. Dimensioneringen af de enkelte anlæg tager udgangspunkt i, at de skal kunne modstå en 2.000-årsregnhændelse og en 10.000-års-stormflodshændelse
Stor parkeringsplads i Odense suger regnvand

Stor parkeringsplads i Odense suger regnvand

3.december 2015
Permeable befæstelser kan blive en væsentlig del af løsningen på de større byers problemer med overbelastede kloaksystemer. For at samle erfaringer har VandCenter Syd i Odense anlagt en 430 kvadratmeter permeabel parkeringsplads på egen grund. Løsningen har vist sig at være effektiv.
Lystrup ved Aarhus sikret mod oversvømmelse

Lystrup ved Aarhus sikret mod oversvømmelse

3.december 2015
Lystrup nord for Aarhus blev hårdt ramt af oversvømmelser ved et skybrud i august 2012. Huse og veje stod under vand, der forrettede skader for millioner. For at forhindre gentagelse ændrer forsyningsselskabet Aarhus Vand og Aarhus Kommune regnvandets vej under skybrud gennem byen på 12 afgørende steder i et projekt, der er færdigt i 2017. Byen sikres af nye vandforløb, et nyt vejforløb, parker og grønne områder med nye søer og render. Et nyt rør under motorvejen mod øst og en ny passage for regnvand mod vest leder vandet over på den anden side af motorvejen til vådområder, hvor det ikke gør skade.
Innovativ asfaltvej i Aalborg opsuger regnvandet

Innovativ asfaltvej i Aalborg opsuger regnvandet

2.december 2015
Da kloakforsyningen i Aalborg Kommune alligevel skulle i gang med et større gravearbejde på Lufthavnsvej i Nørresundby, benyttede kommunen chancen til at renovere den 70 år gamle betonbelægning og teste en ny, klimavenlig vejtype. Nu er den 1,7 kilometer lange ’klimavej’ belagt med permeabel asfalt, der tillader, at regnvand kan trænge ned gennem belægningen. Under asfalten ligger et 40 centimeter tykt lag såkaldt DrænStabil, der består af knuste skærver, som kan rumme og tilbageholde store mængder regnvand, indtil vandet stille og roligt siver videre ned i jorden. Området er samtidig blevet separatkloakeret, og alle materialer fra den gamle vej er blevet genanvendt. Klimavejen sparer store udgifter til vandopsamling og større kloakker.
Ny model udpeger vejenes sårbare områder

Ny model udpeger vejenes sårbare områder

4.december 2014
Vejdirektoratet har udviklet en ny model til risikokortlægning af veje, der er sårbare over for ekstremregn. Analysemodellen medregner både sandsynligheden for oversvømmelse og konsekvensen af den. Dermed kan Vejdirektoratet målrette indsatsen og få mest mulig klimatilpasning for pengene.
Viser 1 - 8 ud af 8
Gå til de nyeste eksempler