Risikostyringsplaner
Del artikel Print

Risikostyringsplaner

Ti områder særligt udsatte for oversvømmelser

Som konsekvens af store oversvømmelser i flere europæiske lande vedtog EU i 2007 Oversvømmelsesdirektivet. Danmark har implementeret direktivet via lovbekendtgørelse nr. 1085 af 22. september 2017 og nr. 894 af 21. juni 2016. Lovbekendtgørelserne indeholder krav om vurdering og styring af oversvømmelser. Medlemslandene er pålagt at kortlægge risici for oversvømmelser fra hav og fjorde, søer og vandløb - og at tage passende skridt til at imødegå dem, om nødvendigt i samarbejde på tværs af landene.

 

I Danmark er direktivet i 2009-10 udmøntet i en tretrinsraket, der er blevet gennemført over en seksårig periode frem til 2015. Fremover skal de ansvarlige myndigheder hvert sjette år revurdere og ajourføre bedømmelser, analyser og planer.

 

22 af landets kommuner er omfattet af EU’s oversvømmelsesdirektiv og kravet om udarbejdelse af risikostyringsplaner. Risikostyringsplanerne er blevet samlet i to risikostyringsplaner på vanddistriktsniveau – en for Jylland og Fyn og en for Sjælland. Planerne blev offentliggjort i december 2015. 

 

Risikostyringsplaner er overordnet kommuneplanen og dermed også sektorplanerne. Risikostyringsplanen vil dermed udgøre rammer og bindinger for den øvrige kommunale planlægning, herunder for klimatilpasningsplanen. Planlovsændring, om forebyggelse af skader ved oversvømmelse eller erosion, kan således ikke træde i stedet for og ændrer ikke på krav indeholdt i ovennævnte lovbekendtgørelser. Berørte kommuner kan dog foretage en koordinering mellem risikostyringsplaner, kommunale klimatilpasningsplaner og kommunens generelle beredskabsplan.

 

Risikostyringsplanerne beskriver hvilke tiltag, kommunerne kan sætte i gang for at forhindre store ødelæggelser i forbindelse med katastrofale oversvømmelser.

 

Se risikostyringsplanerne for henholdsvis Vanddistrikt Sjælland og Vanddistrikt Jylland og Fyn herunder:

 

Risikostyringsplan for Vanddistrikt Jylland og Fyn (PDF)

 

Risikostyringsplan for Vanddistrikt Sjælland (PDF)

Senest redigeret: 01-12-2016