Klimatilpasning i kommuneplanlægningen
Del artikel Print

Klimatilpasning i kommuneplanlægningen

Efter 1. februar 2018 indeholder Planloven nye regler for forebyggende planlægning for oversvømmelse og erosion. De nye regler giver f.eks. kommuner mulighed for at kræve, at en bygherre skal sikre, at der etableres afværgeforanstaltninger i de områder, som i kommuneplanen er udpeget som potentielle oversvømmelses- eller erosionstruede.

 

De nye regler gælder for hele kommunen – både by og land. Reglerne stiller kun krav om etablering af afværgeforanstaltninger, når der planlægges for nye byområder, ved fortætning af eksisterende by, tekniske anlæg eller ændret arealanvendelse, der er truet af oversvømmelse og eller erosion.

 

Når en kommune står over for at skulle lave et tema i kommuneplanen om oversvømmelse og erosion, skal kommunen forholde sig til kommuneplanens redegørelse, retningslinjer og rammer.

 

Kommuneplanens redegørelse

Der stilles tre krav til kommuneplanens redegørelse.  

 

  • Der skal redegøres for grundlaget for udpegningen af områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion. For at kunne redegøre for udpegningsgrundlaget kan kommunen overveje de forskellige kilder, der kan forårsage oversvømmelse eller erosion for at finde ud af hvilke områder i kommunen, der erfaringsmæssigt bliver oversvømmet eller er udfordret af kysterosion.

 

  • Der skal redegøres for forudsætninger for etablering af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse eller erosion, såfremt der planlægges for byudvikling, særlige tekniske anlæg, ændret arealanvendelse mv. i de udpegede områder.

 

  • Der skal redegøres for sammenhængen med kommuneplanlægningen i andre kommuner for så vidt angår afværgeforanstaltninger.

 

Kommuneplanens retningslinjer

Der stilles to krav til kommuneplanens retningslinjer.

 

  • Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer om udpegning af områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion. Retningslinjekortet viser de områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion, herunder med tilhørende forklaring på, hvad udpegningen er sket på baggrund af. Det kan f.eks. være angivelse af kilde(r), hændelsesniveau eller lignende. Loven indeholder ikke krav om datagrundlag, valg af oversvømmelseskilder mv. Der stilles ikke krav om, at grundlaget for udpegning er det samme i hele kommunen.

 

  • Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer om afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse eller erosion ved planlægning af byudvikling mv. i de udpegede områder. Det er op til kommunalbestyrelsen at beslutte hvilken form for afværgeforanstaltning, der er nødvendig og hensigtsmæssig i forhold til den planlagte anvendelse, som beskyttelse mod oversvømmelse eller erosion i de relevante områder. Beslutningen kan bero på et skøn af behovet for en indsats, samt hvilke afværgeforanstaltninger, der er mest hensigtsmæssige i det konkrete område. Dette skøn skal foretages på baggrund af foreliggende viden og data.

 

Kommuneplanen skal indeholde kort, der knytter sig til kommuneplanens retningslinjer og til kommuneplanens rammer, jf. planlovens § 11, stk. 3. Retningslinjerne for udpegede områder for oversvømmelse og erosion skal relateres til kortene, dvs. at de forskellige udpegede områder tydeligt skal fremgå af kortet, og det skal angives, hvilke kortbilag, der er grundlaget for retningslinjebestemmelserne.

 

Kommuneplanens rammer

Såfremt et rammebelagt område eller dele af området befinder sig i et udpeget område, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion, skal det registreres i rammen. Det skal derudover registreres i rammen, at det skal vurderes, om der skal etableres afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse og erosion, når der planlægges for byudvikling mv. i rammeområdet.

 

Rammebeskrivelsen kan, men skal ikke, indeholde, hvilken type af afværgeforanstaltning, der ønskes etableret, og til hvilket niveau. Rammebeskrivelsen kan endvidere indeholde information om, hvilken type oversvømmelse eller erosion, der skal afværges for.

Senest redigeret: 12-07-2023