Flere pattedyr kan komme hertil
Del RSS RSS Print

Flere pattedyr kan komme hertil

For pattedyrenes vedkommende kan der også ventes flere nye arter hertil sydfra. Det vil blandt andet være små pattedyr som mus og gnavere, men også delfinarter vil kunne gæste danske farvande hyppigere.

Landlevende arter kan have vanskeligt ved egen drift at spredes i det kulturlandskab, der er i Danmark og landene syd for os. Det betyder, at selvom arter som markspidsmus og husspidsmus ville kunne leve i Danmark fremover, vil det måske ikke være muligt for dem at spredes hertil. Flagermus der i dag har en sydlig udbredelse, vil derimod relativ hurtigt kunne spredes til Danmark, hvis klimaet medfører, at leveforholdene ændres i positiv retning.  


Arter der lever i havet, vil i modsætning hertil hurtigt kunne reagere på højere vandtemperaturer og dermed også nå danske farvande. Typisk vil pattedyrene følge byttedyrene (fisk), der som reaktion på højere havtemperaturer også kommer længere nordpå.


Vi har i de seneste år oplevet, at pattedyr som ulv, mårhund og vaskebjørn kan findes i vores natur. Spredningen af disse arter har imidlertid intet med klimaændringer at gøre. Ulven er genindvandret til store dele af Europa efter at være trængt tilbage i de sidste par hundrede år, og der er derfor tale om en naturlig spredning af arten, som nu er omfattet af fredningsbestemmelser. Mårhund og vaskebjørn er to arter, der af mennesket er transporteret til vor del af verden og her spredes både i det nuværende klima og sandsynligvis også i det klima, der vil komme fremover i Danmark.


Kun få arter som for eksempel birkemus, ventes at forsvinde på grund af et ændret klima. Birkemus kan imidlertid blive påvirket på andre måder, for eksempel kan flagermus, grævling og pindsvin i mildere vintre få kortere dvaleperioder.


For alle dyrearter er det i øvrigt vigtigt at bemærke, at arternes udbredelse er begrundet af en lang række forhold som tilstedeværelse af fødegrundlag (for eksempel bestemte dyr eller planter) og levesteder. Hvis disse forhold ikke er til stede efter en klimaændring, vil det betyde, at dyrene ikke spredes hertil.

Senest redigeret: 26-06-2015

Kontakt

Miljøstyrelsen
Naturbeskyttelse
Tlf. 72 54 20 00