Fra klimatilpasningsplan til konkrete projekter
Del artikel Print

Fra klimatilpasningsplan til konkrete projekter

Kommunerne har i forbindelse med udarbejdelse af de kommunale klimatilpasningsplaner kortlagt risikoen for oversvømmelser og samtidig foretaget en prioritering af den kommende klimatilpasningsindsats.

 

Mest mulig synergi mellem klimatilpasning og natur

 

Nu tages skridtet videre, hvor kommunerne går fra plan til handling. Mange kommuner er allerede i fuld gang med udvikling af konkrete projekter. I stigende grad er der tale om projekter, som har mere end ét formål og klimatilpasningsløsninger kan også komme naturen og biodiversiteten til gode. Projekter med andre miljø- og naturmæssige formål kan desuden også have synergi ift. klimatilpasning. Det gælder for eksempel, når der etableres vådområder, udtages lavbundsarealer eller rejses skov i det åbne land. Her er de primære formål at reducere udledningen af kvælstof, fosfor og drivhusgasser, samt at beskytte grundvandet. Disse projekter kan i mange tilfælde også bidrage til at tilbageholde vand og medvirke til at begrænse oversvømmelser nedstrøms. På sigt kan de også bidrage til mere natur og biodiversitet.

 

Mulige udfordringer med § 3-naturtyper, i klitnatur og Natura 2000-områder samt i forhold til beskyttede arter og deres levesteder

 

Når kommunerne implementerer klimatilpasningsprojekter skal dette så vidt muligt ske, så sårbar natur ikke tager skade. Det kan for eksempel være ved forskellige former for bortledning af regnvand eller ved etablering af kystbeskyttelse. Det er vigtigt at tænke alle aspekter og mulige synergier ind fra start. Det er også vigtigt, at der tænkes på tværs af forvaltninger, når nye projekter planlægges. Det er netop i forbindelse med planlægningen, at flere kommuner henvender sig til Miljøstyrelsen. De vil gerne have belyst de udfordringer og muligheder, der er, hvis man gerne vil placere et klimatilpasningsprojekt i eller omkring et Natura 2000-område eller et § 3-område.  

 

Miljøstyrelsen vil gerne henlede kommunernes og forsyningsselskabernes opmærksomhed på de gældende regler. Hermed kan indsatsen foregå i et samspil, der tilgodeser både klimatilpasnings- og naturindsatsen.

Senest redigeret: 14-07-2020