Husforsikringen dækker skader på huset og faste installationer
ved lynnedslag, mens indboforsikringen dækker kortslutningsskader
på indbo.
Klimaændringerne kan medføre mere tordenvejr og flere
lynnedslag.
Her kan du læse om hvilke skader ved lynnedslag, der typisk er
dækket af almindelige forsikringer, og hvad forsikringsselskaberne
forventer du gør for at begrænse skaderne, så du kan få erstatning.
Du skal dog altid kontakte dit forsikringsselskab for at høre
præcis, hvordan du er dækket.
Erstatning ved skader på huset
Slår lynet ned i dit hus, kan du risikere, at huset brænder, eller
at dine elektriske installationer og apparater bliver beskadiget.
Husforsikringen dækker brandskader på huset og som regel erstattes
også rimelige udgifter til redning, bevaring og oprydning.
Kortslutningsskader på husets faste installationer, vil i de fleste
tilfælde også blive dækket af husforsikringen, mens
kortslutningsskader på indbo bliver dækket af
indboforsikringen.
Er lynet slået ned et andet sted end i dit hus, og er der
alligevel sket skader på dit hus eller indbo f.eks. fordi der har
været overspænding i ledningerne, skal du have tegnet en særlig
elskadedækning for at få erstattet skaderne.
Du har pligt til at begrænse skaderne. Ved lynnedslag slår mange
HFI-relæer fra, og du skal sørge for, at HFI-relæet genaktiveres
hurtigst muligt. Forsikringsselskaberne anbefaler desuden, at du
under bortrejse eller ved varsel om torden hiver så mange stik fra
elektriske apparater som muligt ud af kontakterne, så risikoen for
at apparaterne tager skade ved lynnedslag er mindre.
Erstatning ved skader på mennesker
Bliver du ramt af lynet, og bliver du skadet, dækker din
eventuelle ulykkesforsikring.
Læs mere om forsikringsdækning ved lynnedslag hos Forsikring &
Pension. Her finder du også gode råd om, hvad du kan gøre før,
under og efter et lynnedslag.