Voldsommere regn
Del RSS RSS Print

Voldsommere regn

Simple tiltag kan beskytte mod skybrud og oversvømmelser

Som klimaforandringerne slår igennem, vil skybrud blive hyppigere. Vi vil opleve flere dage med kraftig regn - og regnmængderne stiger.

 

Som vi blandt andet oplevede det i hovedstadsområdet ved juli-skybruddet 2011, er de offentlige kloaksystemer ikke dimensionerede til at bortlede så store regnmængder. Erfaringen har været med til at forstærke indsatsen for at udbygge og omlægge de offentlige kloaksystemer. Men også på de enkelte ejendomme er der god grund til at vurdere, om de er rustede til at modstå stigende regnmængder og voldsomme skybrud. Ofte kan ganske enkle tiltag beskytte effektivt mod oversvømmelser af kældre og lavtliggende gulve og dæk.

 

Terrænregulering kan være med til at bortlede regnvand kontrolleret og effektivt. Etablering af omfangsdræn kan beskytte fundamenter og kældervægge mod opfugtning.

 

Anlæg af faskiner, kombineret med en eventuel opsamling og genanvendelse af regnvandet kan være med til at løse problemet lokalt og aflaste områdets afløbssystemer. Faskiner kan med fordel kombineres med jordvarmeanlæg - se rapporten 'Udvikling af faskine med jordvarmeslanger' i højrespalten. Vær opmærksom på, at ikke alle områder er egnede til etablering af faskiner, og at etablering af faskiner i alle tilfælde kræver tilladelse fra kommunen.

 

Midlertidige eller permanente skot kan forhindre overfladevand i at løbe ind gennem døre eller ned ad trapper i terræn. Kældertrapper, lysskakter mv. kan beskyttes med opkanter.

 

Det kan blive nødvendigt at gentænke/forstærke tagrender- og afløbssystemer, så man sikrer at regnvand også ved skybrud kan bortledes effektivt fra tag og bygning.

 

Den kan også være nødvendigt at omlægge eller udskifte kloakledninger, der ikke har kapacitet til forøgede regnmængder. Hvis kloaksystemet ikke har tilstrækkelig kapacitet til forøgede regnmængder, kan det være nødvendigt at etablere et højvandslukke, der forhindrer kloakvand i at løbe tilbage gennem afløb og toiletter, når det regner kraftigt.  

 

På nogle tage og dæk kan beplantning - grønne tage - opsuge og tilbageholde en del af vandet, når det regner. I optimale situationer kan grønne tage, rigtigt udført, opsuge og fordampe op til 60-80 % af den nedbør, der falder på dem over året. 

Senest redigeret: 08-06-2016

Kontakt

LOADEMAIL[tvr]DOMAIN[sbi.dk]Torben Valdbjørn Rasmussen
Seniorforsker
Statens Byggeforskningsinstitut
Tlf.:99 40 22 72

LOADEMAIL[chm]DOMAIN[tbst.dk]Charlotte Micheelsen
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
Tlf.:41 78 05 06

LOADEMAIL[mehe]DOMAIN[tbst.dk]Mette Hesthaven
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
Tlf.:41 78 05 20