Eksempler på mulige løsninger i det åbne land
Del RSS RSS Print

Eksempler på mulige løsninger i det åbne land

Løsningerne i det åbne land tager sigte mod at styre eller regulere afstrømningen af regnvand gennem vandløbene, hvorfor benyttelsen af løsningerne bør ske på grundlag af helhedsorienteret planlægning i hele vandløbsoplande.

Desuden bør benyttelsen af løsningerne i det åbne land ske under iagttagelse af klimaeffekterne af indsatser til forbedring af tilstanden i vandløbene og de interne klimatilpasningsløsninger i byerne. En sådan oplandsbaseret hydrologisk ”trafikplanlægning” gør det muligt at optimere synergien mellem forskellige indsatser, samtidig med at den mindsker risikoen for overdimensionering af indsatserne såvel som risikoen for modsatrettede effekter. En sådan tilgang til klimatilpasningsindsatsen betyder, at der ofte skal tænkes på tværs af de administrative skel (kommunegrænserne).

Eftersom løsingerne for en stor dels vedkommende gør brug af de vandløbsnære arealer som midlertidige ”parkeringspladser” for regnvand, er det en forudsætning, at brugen af dem er forenelig med de interesser, værdier og bindinger, der knytter sig til de vandløbsnære arealer.

Det drejer sig om de landbrugsmæssige interesser, idet de ånære arealer for hovedpartens vedkommende er privatejede landbrugsarealer, de naturmæssige interesser, værdier og bindinger på arealerne omkring mange vandløb, primært § 3-naturtyper og Natura 2000-områder. Endelig kommer de miljømæssige interesser og bindinger, der i medfør af de statslige vandområdeplaner knytter sig til vandløb og søer, samt de landskabelige hensyn, rekreative interesser mv.

Planlægningen af klimaindsatsen i det åbne land kræver derfor på den ene side en helhedsorienteret hydrologisk ”trafikplanlægning” og på den anden side en afstemning i forhold til de bindinger, værdier og interesser, der er knyttet til såvel vandløbene som de vandløbsnære arealer. Gældende lovgivning skal altid overholdes ved implementering af virkemidler.

De mulige løsninger er blevet vurderet på baggrund af deres potentiale i forhold til koblet nedbør og skybryd og gives + til +++ points.

 

 

Senest redigeret: 15-05-2017