Storkøbenhavn vil bekæmpe skybrud


17 kommuner i Storkøbenhavn indgår et formelt samarbejde for at forhindre skader, der opstår efter skybrud. Miljøminister nedsætter en hjælpende task force.


17 kommuner i Storkøbenhavn indgik i sidste uge et formelt beredskabs-samarbejde, så der i fremtiden hurtigere kan sættes ind, når himlens sluser åbnes. Derudover planlægger kommunerne en række fælles initiativer, som kan sikre, at regnvand efter skybrud ledes til åer, søer og i sidste ende til Øresund frem for at strømme mod de mest ubelejlige steder.

”Vi har brug for et styrket samarbejde på skybrudsområdet af en mere formel karakter, og derfor er alle kommuner enige om at danne et beredskabsforum for Storkøbenhavn, der har til opgave at forbedre koordinationen, planlægge indsatserne mod voldsomme skybrud og etablere et system, så de kommuner, der er hårdest ramt af et skybrud, kan låne udstyr hos andre, der ikke plages af oversvømmelser,” siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), som har taget initiativ til det fælleskommunale samarbejde.

Miljøminister Ida Auken (SF) nedsætter en task force, som skal planlægge, hvordan kommunerne kan ruste sig mod kommende skybrud på grund af klimaforandringerne.

”Skybrud er en stor udgiftspost i samfundsøkonomien, som vi skal have bragt ned. Vi skal have flere grønne tage og bassiner til regnvand - det vil kun gøre vores byer mere spændende.” siger Ida Auken, som gerne vil i "dialog" med forsikringsselskaberne om at finde en løsning.

Samtidig ønsker kommunerne dog, at netop Ida Auken skaber klarhed over, hvordan investeringer i klimatilpasninger kan finansieres. ”Det en topprioritet for mig at komme med en plan for klimatilpasning, der kan skabe klarhed for kommunerne, siger hun og tilføjer, at det er vigtigt, at kommunerne har nogle omkostningseffektive muligheder for at investere i klimatilpasning.” siger ministeren og uddyber, at ”Jeg vil arbejde for, at alle kommuner ligesom København får lavet en skybrudsplan. Det er vejen frem. Det er kommunerne, der bedst kender de lokale forhold, men vandet kender ikke kommunegrænserne.”

Kilde: Berlingske og Ritzau