Regningen for skybruddet over hovedstaden den 2. juli, opjusteres til 5 milliarder kroner. Globale genforsikringskoncerner betaler de 4 af dem og sætter skub i beskæftigelsen.
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Omkring 4 milliarder kroner i udenlandsk valuta tilflyder Danmark på grund af sommerens oversvømmelser. Et beløb, der svarer til Danmarks årlige eksportindtægter fra Portugal eller Mexico. Det skriver Politiken.
- Det heldige ved skybruddet er, at det var én stor begivenhed. Det er genforsikringsselskabernes mareridt, for så bliver det dyrt for dem, siger Torben Garne, underdirektør i Forsikring & Pension, til Politiken.
De danske forsikringsselskaber er dækket af globale genforsikringskoncerner ved store enkeltstående skader såsom sommerens skybrud. På den måde tilføres dansk økonomi udenlandsk valuta, og det sætter gang i beskæftigelsen
- Denne håndfuld milliarder har en positiv effekt på dansk økonomi. Vi får udenlandsk valuta og en højere beskæftigelse. I hovedstadsområdet har jeg svært ved at forestille mig andre lige så gode beskæftigelseseffekter, siger Torben Garne til Politiken.
Flere arbejdspladser
Særligt byggebranchen nyder fortsat godt af skybruddet. Dansk Byggeri glæder sig da også over den opjusterede regning på 5 milliarder kroner. 43 procent vil tilfalde branchen, vurderer seniorøkonom Finn Bo Frandsen - og det svarer til 3600 fuldtidsbeskæftigede.
Finn Østrup, professor i finansiering ved CBS, siger, at det gør en forskel for vækst og beskæftigelse, at selskaberne ikke selv skal punge ud for danmarkshistoriens næststørste forsikringsbegivenhed.
- Fire milliarder er et pænt beløb, i kraft af at det er udenlandsk valuta. Dermed kan der blive skabt endnu flere arbejdspladser, end hvis de danske forsikringsselskaber skulle dække tabet alene, fordi vi så kan importere mere og få større frihed i den økonomiske politik, siger han.
Kilde: Politiken.dk