Vandpartnerskab skal sikre klimatilpasning


Nordhavn skal være stedet, hvor der udvikles og testes intelligente, fremtidssikrede vandløsninger. Københavns Kommune har afsat 0,5 millioner kroner i budgettet for 2012.


Nordhavn Vandpartnerskab skal skabe vandbalance i den københavnske bydel Nordhavn ved at identificere projekter, der kan reducere vandforbruget, reducere mængden af spildevand, sikre klimatilpasning, livskvalitet og skabe basis for grøn vækst. Partnerskabet består blandt andre af Københavns Kommune, Vand i byer og Københavns Energi.

Våde investeringer
Det forventes, at både offentlige og private investeringer i byudviklingen i Nordhavn vil kunne skabe innovative løsninger med fokus på håndtering af ekstreme regnmængder, håndtering af vejvand og reduktion i drikkevandsforbruget. Derfor har Københavns Kommune i Budget 2012 afsat 0,5 mio. kr. til anlæg af Nordhavn Vandpartnerskab i 2012.

Udstilling om udledning af regnvand
Teknik- og Miljøforvaltningens kundecenter i Københavns Kommune har frem til jul en udstilling om udledning af regnvand, hvor man kan se eksempler på, hvordan man sikrer kældre mod oversvømmelse og får gode råd til håndtering af almindeligt regnvand. Udstillingen vises i Njalsgade 12 alle hverdage mellem 9 og 15.

Kilder: Københavns Kommune, Vand i byer og Østerbro Lokaludvalg.

 

Eksterne links