Nyt forskningsprojekt skal klimasikre produktionen af solbær, brombær og hindbær i et forandret klima.
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF), Aarhus Universitet, er den danske partner og leder af et nyt stort EU-forskningsprojekt, hvor forskere fra fem lande vil sikre, at Nordeuropas bærproduktion kan klare fremtidens klimaudfordringer. Forskningsprojektet hedder Climafruit og fokuserer på solbær, brombær og hindbær, som blot er få ud af mange sorter af de flotte og sunde små vitaminbomber.
Ifølge forskerene i projektet, som kommer fra Danmark, Sverige, Norge, Skotland og Tyskland, skal fremtidens bærproduktion sikres ved at udvikle sorter og dyrkningsmetoder, som er rustet til at klare fremtidens forventede klima. Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) på Aarhus Universitet er allerede godt i gang med at sætte forsøg i gang.
Forsøgene går bl.a. ud på, at identificere de sorter, der klarer sig bedst under de forventede klimaforandringer. Dette skal gøres ved at afprøve de samme bærsorter fra den samme kilde under forskellige klima- og vækstforhold. Solbær, hindbær og lidt brombær er nu ved at blive plantet på DJF’s forskningscenter i Årslev, og senere skal de samme forskellige sorter afprøves i de andre partnerlande i Nordsøregionen hvor de dermed bliver udsat for forskellige klimaforhold.
Et andet forsøg handler om at optimere vandforbruget i økologiske solbærproduktion. Her skal forskerne undersøge solbærplanternes vandforbrug, og bl.a. se på hvor lidt vand planterne kan nøjes med, uden at de påvirkes negativt.
To ph.d.-projekter indenfor Climafruit handler om hhv. effekten af forskellige klimaforhold på hindbær og om sammenhængen mellem vandstress og forskellige sorter af solbær. Her skal undersøges, om der er visse perioder, hvor hindbærplanterne kan undvære vand, så vanding i lige netop de perioder kan spares. I det andet projekt om solbær forsøger forskerne at finde en solbærsort, der kan klare både tørke og fugtige forhold. Lykkes dette, vil det være en stor hjælp for producenter af solbær i fremtiden.
Forskningsprojektet Climafruit vil strække sig over tre år. Udover projektet formål om at klimasikker bærproduktion sigter projektet også på at etablere et netværk af eksperter i Nordsøregionen.