oversvømmelse

Lovforslag om ny stormflodsordning


Lovforslag om ny stormflodsordning, der fremmer klimatilpasning, er på vej gennem Folketinget.


I efteråret 2009 udgav Stormflodsudvalget "Rapport om Revision af Stormflodsordningen", som lagde op til en række ændringer af den eksisterende stormflodordning. Dette har nu udmøntet sig i et lovforslag, "Forslag til Lov om ændring af lov om stormflod og stormfald", som følger anbefalingerne i udvalgsrapporten. Lovforsalget blev 1. behandlet af Folketinget den 2. marts 2010.

Incitament for klimatilpasning
Lovforslagets ændringer skaber incitament for klimatilpasning. Én af ændringerne omfatter nemlig en ny erstatningsmodel, den såkaldte trappemodel, hvor selvrisikoen forhøjes ved gentagne skader på samme adresse. Dette fremmer forebyggelse af de skader, som klimaforandringerne medfører i form af oversvømmelser og stormfloder. I bemærkningerne til lovforslaget står der skrevet under formål:

- Dernæst er formålet med lovforslaget at indføre en ny erstatningsmodel, som skal sikre incitamenter til omkostningseffektiv klimatilpasning i form af skadesforebyggende adfærd og hensigtsmæssig lokalisering, dels i forbindelse med nybyggeri, dels gennem anlæg af forebyggende foranstaltninger.

Lovforslaget blev i går d. 2. marts 2010 1. behandlet i folketinget. Under debatten fremhævede flere partier de positive effekter, som lovforslaget kunne medføre i form af forebyggelse og tilpasning til klimaforandringerne.

En anden væsentlig ændring er, at erstatningsordningen skal udvides til også at dække skader forårsaget af oversvømmelse fra vandløb og søer. Derudover vil forslaget bevirke, at forbrugerne vil få hurtigere og nemmere sagsbehandlig, hvis den foreslåede ændring af stormflodsordningen vedtages i Folketinget.