Landets hjemmehørende træarter af lokal oprindelse vil ikke give en stabil og bæredygtig skov med de klimaændringer de skal tilpasse, mener professor i skovdyrkning i tidsskriften Skoven.
Professor i skovdyrkning, J. Bo Larsen foreslår en ny tilgangsmåde ved skovbeplantning. Frem for at vælge hjemmehørende arter af lokal oprindelse, som man bør ifølge PEFC Danmarks Skovstandard, skal man lede efter træarter og provenienser, som er tilpasset fremtidens klima til, at supplere de danske skove.
J. Bo Larsen tager udgangspunkt i FN's Klimapanels A2 scenarie i sin vurdering, og mener at man især skal tænke på de mere ekstreme tilfælde. Problemet er ikke, hvordan skoven tilpasser sig gennemsnits klimaforandringerne, men hvordan den overlever blot et enkelt års tørke eller kraftig orkan.
»Om hundrede år kan vi regne med et klima som i Midtfrankrig i dag, og det vil påvirke vores træarter forskelligt. Vi er i den nordlige del af udbredelsesområdet for arter som stilkeg og avnbøg, og de vil nok klare sig … Bøgen vil nok også klare sig, for den findes også i Frankrig. Men vores proveniensforsøg viser at de danske ikke er specielt gode. Allerede i dag kan man få op mod 10% gevinst ved at hente frø i Tyskland og Schweiz. Vi mangler altså nogle gener som man har længere sydpå, og med et varmere klima er det endnu mere sandsynligt at vi har brug for de egenskaber som man finder i Centraleuropa,
« udtaler J. Bo Larsen.
For at sikre sig en mere levedygtig skov i fremtiden har J. Bo Larsen følgende forslag:
»1. Sats på flere/mange arter som er robuste. Brug fortsat danske løvtræarter i gode danske provenienser, men supplér med sydligere provenienser med kendt dyrkningsværdi.
www.plantevalg.dk bør ikke kun have danske provenienser øverst på listen.
2. Brug velafprøvede udenlandske træarter som ikke viser invasive karaktertræk ( dvs. kan sprede sig for meget). Læg mindre vægt på især rødgran.
3. Brug blandinger for at sprede risikoen. Fx plant en blanding af rødgran og douglasgran - hvis rødgranen falder bort står douglas tilbage.
4. Lav større variation i alder og struktur, fx gennem gruppevis foryngelse.
-For at vende tilbage til indledningen, så vil jeg foreslå en mindre ændring af Skovstandarden hos PEFC. Målet er at åbne for sydlige provenienser og udvalgte ikke-hjemmehørende træarter.
«
Træarter og provenienser fra sydlige egne bør supplere til sikring af skovens klimatilpasningsevne uden at true skovens registrerede naturværdier.
Kilde: Skoven 19. maj 2011, 1. sektion, side 214