Ambitiøs klimaplan i Aabenraa
En af Danmarks hidtil mest ambitiøse klimaplaner er netop iværksat i Aabenraa Kommune, skriver Lokal-Bladet Budstikken Aabenraa.
Aabenraa Kommunes klimaplan er et projekt, der skal vise resten af landet, hvordan man kan imødegå fremtidens klimaudfordringer. Aabenraa Kommune og kommunens forsyningsselskab Arwos har i samarbejde med Grontmij | Carl Bro udarbejdet projektet.
I Aabenraa har man for længst erkendt at klimaforandringerne er en realitet. Byen, som ligger udsat for Østersøens luner, kan i fremtiden få endnu værre problemer med ekstreme vandstigninger. Byen ligger nemlig lavt og på gammel fjordbund, og når det blæser kraftigt fra vest, blæses vandet op i den Botniske bugt. Problemet opstår, når vandet kommer tilbage og rammer Jyllands østkyst. Også den ekstreme nedbør, som klimaforandringerne fører med sig, har Aabenraa allerede fået en forsmag på flere gange, hvor lavtliggende områder er blevet oversvømmet.
Dette har fået kommunen til at samle alle de sønderjyske kommuner den 8. juni i Aabenraa for at fortælle om det nye ambitiøse projekt, der skal imødegå fremtidige oversvømmelser og inspirere andre. Teknisk direktør i Aabenraa Kommune, Kjell Stockfisch, udtrykker til Lokal-Bladet Budstikken Aabenraa, at det er på tide at bevæge sig et skridt videre og bort fra lappeløsningerne. Forsyningsselskabet Arwos' direktør Christian Udby udtaler til Lokal-Bladet Budstikken Aabenraa:
- Når vi sammenkæder alle de faktorer, som klimaforandringerne fører med sig i form af øget nedbør, mere vind og mere ekstremt vejr står det klart, at vi skal handle nu. Vi har hverken tid eller råd til at vente: Der er behov for langsigtet planlægning, og den plan, vi nu iværksætter her i Aabenraa, er både ambitiøs og nytænkende.
Klimaplanen
Første skridt i klimaplanen har været udarbejdelsen af et såkaldt Blue Spot-kort, som viser områder med risiko for oversvømmelse. Dette kort danner grundlaget for det helt nye og unikke værktøj med en komplet klimamodel over hele kommunen, som klimaplanen omfatter.
Klimamodellen kan simulere konsekvenserne af de stigende vandstande og øgede mængder nedbør, ved at koble alle oplysningerne fra Blue Spot analysen sammen med kommunens afløbs- og vandafløbssystem. Christian Udby siger til Lokal-Bladet Budstikken Aabenraa:
- Modellen vil vise os præcis, hvor vi skal sætte ind, og hvordan vi klogest investerer i de rette løsninger. Vi kan på én gang simulere, hvad der sker, når havets vandstand og grundvandsspejlet stiger, kombineret med eksempelvis et skybrud eller en kraftig vestenvind.
Modellen vil også bidrage i en økonomisk sammenhæng og gøre det lettere at planlægge fremtidige investeringer.
- Ved at benytte de meget nøjagtige simuleringer, vil vi få klarhed over, hvor det kan betale sig at investere i fremtiden. Vi vil eksempelvis vide, hvor vi skal anlægge veje, hvilke områder, der egner sig bedst til bebyggelse, hvor vi skal udbygge og forny vores afløbssystem samtidig med, at vi kan beskytte allerede eksisterende anlæg og investeringer, siger Kjell Stockfisch til Budstikken.
Inspiration til andre kommuner
Projektet inspirerer andre kommuner i Danmark og har allerede vakt stor interesse blandt kommunerne. Det er nemlig første gang i Danmark, at der fremstilles en så omfattende simulering af en kommune og afdelingschef Frank Jordt Kappel fra Grontmij | Carl Bro, håber at Aabenraa bliver det forgangsprojekt, der skal danne præcedens for hvordan resten af Danmark forbereder sig på klimaændringerne
Kilder: Lokal-Bladet Budstikken Aabenraa den 9. juni 2010, 1. sektion, side 10. Flensborg Avis den 8. juni 2010, side 9.