Forsikringsselskaberne vil stille krav til udsatte boligejere
Flere forsikringsselskaber vil kræve, at udsatte boligejere selv gør en indsats for at sikre sig mod oversvømmelser. Alternativet er højere selvrisiko eller større præmier.
Det voldsomme skybrud i hovedstadsområdet for godt tre uger siden får nu forsikringsselskaberne til at stille højere krav til deres kunder.
Fremover vil boligejere i oversvømmelses truede områder få besked på at sikre deres kældre mod kloakvand. Ellers risikerer de, at selvrisikoen eller prisen på forsikringen stiger.
- Vi skal se på, om der er nogle steder, hvor vi er nødt til at sikre os, at vores kunder har beskyttelse mod kloakvand, der løber den gale vej. Hvis kunden er helt afvisende, så kommer der måske en ændring i selvrisikoen, siger Troels Rasmussen, der er kommunikationsdirektør i Tryg, til DR Nyheder.
Krav om højvandslukke
Tryg overvejer for eksempel at kræve, at udsatte kunder installerer et højvandslukke, som blokerer for, at kloakvand kan trænge op gennem kloakrør og ind i kælderen.
Et højvandslukke kan hurtigt blive en dyr affære på mange tusinde kroner, hvis gulvet skal brækkes op og der skal lægges nye fliser eller gulvbrædder.
- Enten kan man få sikret sine ting på den måde, eller også kommer man måske til at have en højere selvrisiko eller pris for sin forsikring, siger Troels Rasmussen fra Tryg.
Tryg vil også se på, om der er kældre, som man slet ikke vil forsikre, hvis der står ting af nævneværdig værdi i dem.
Nødt til at gøre noget
Men det er ikke kun Tryg, der fremover vil stille flere krav til boligejere, der er sårbare over for vandskader.
- Vi har de senere år set en højere risiko på grund af kraftig nedbør. Det er en situation, som er kommet for at blive. Det er man nødt til at forholde sig til som forsikringsselskab, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra brancheorganisationen Forsikring og Pension til DR Nyheder.
Dyreste begivenhed
Tryg, der sidder på omkring en fjerdedel af markedet herhjemme, har nu rundet 15.000 indberettede skader efter skybruddet 2. juli. Tryg regner med at et par tusinde skader stadig mangler at blive indberettet.
Skybruddet ser dermed ud til at blive den dyreste enkeltstående begivenhed for forsikringsselskaberne nogensinde.
Kilde: DR Nyheder, Penge, den 27. juli 2011