Grønne tage pryder byens tage


Grønne tage er populære. Alene i København findes nu omkring 40 grønne tage. Kommuner opfordrer til etablering af flere, for at få nytte af deres aflastende effekt på kloaksystemet. Desuden kan de grønne tage fungere som rekreative arealer.


De holder på varmen om vinteren, køler om sommeren og kan holde på regnvandet. Det er blevet populært at etablere grønne tage. Eksempler som de prisbelønnede boligbyggerier 8-tallet og VM-Bjerget i Ørestaden sætter Danmark på verdenskortet, når det gælder arkitektur og grønne tage. Restaurant Toldboden på Nordre Toldbod ved Kastellet, fik for knap et år siden Københavns grønne anerkendelse ved tildeling af Grønne Erhverv Awards for sit grønne tag. København har nu 40 grønne tage, og flere er på vej, ikke kun i hovedstadsområdet.

I Københavns Kommuneplan 2012 står der nu, at egnede tagflader med hældninger op til cirka 30 grader skal begrønnes, hvis det ikke strider mod andre hensyn. De andre hensyn kan gælde lege- og idrætsarealer, opholdsterrasser, solenergi samt bygningers særpræg. Andre kommuner har også krav til etablering af grønne tage. Frederiksberg Kommune ønsker, at grønne facader og tage skal fremmes, da det vil være til fordel for det eksisterende kloaksystem. Derfor skal der så vidt muligt anlægges grønne tage ved nybyggeri.

Fordelen ved de grønne tage er, som nævnt, tagene kan aflaste kloakkerne. Planter som stenurt og husløg kan suge 60-80 procent af regnen. Resten af vandet er desuden længere tid om at sive igennem de grønne tag til kloakken. Tagene kan også køle bygninger ned i forhold til sorte tage. Dette kan være en fordel, hvis der kommer flere og længere perioder med hedebølger, sådan som det er forudsagt. 

De grønne tage kan bestå af en tynd måtte med sedumplanter, der ikke har behov for et stort rodnet og vand i flere uger. Grønne haver kan etableres på det eksisterende tag, ved at der lægges rodtæt tagpap med drænbakker, vandsugende tegljord og beplantning ovenpå.

Et sådant tag er etableret på Rigsarkivet, hvor man kan nyde de grønne omgivelser på en bænk eller gå en tur blandt krydderurter og jordbær. De grønne tage skaber samtidig nye levesteder for planter og dyr.

Kilde: Ark Byg, Licitationen