Fornyelsesfonden vil udvikle partnerskab for klimatilpasning


Fornyelsesfonden har afsat 30 millioner til klimatilpasningspartnerskab med fokus på regn- og spildevandshåndtering. Kommuner og forsyningsselskaber søges til partnerskabet inden 1. marts 2012.


Fornyelsesfonden ønsker at indgå et partnerskab med kommuner og forsyningsselskaber om klimatilpasning. Partnerskabet vil være interessant for kommuner og forsyningsselskaber, der aktuelt står foran store udfordringer og faktiske investeringer inden for regn- og spildevandshåndtering.

Mange kommuner efterlyser nye teknologiske løsninger, som kan skabe erhvervsmæssigt potentiale for danske virksomheder. Formålet med partnerskabet er derfor at efterspørge nye kommercielle og innovative løsninger gennem konkrete udbud. Fornyelsesfonden har afsat 30 mio. kr. til udviklingsfasen.

Første skridt bliver at finde kommuner og forsyningsselskaber, der ønsker at deltage i partnerskabet. De interesserede parter kan henvende sig til Fornyelsesfonden inden 1. marts 2012, hvis de ønsker at indgå i dialog med andre kommuner og forsyningsselskaber om fælles udfordringer og løsningsmuligheder inden for klimatilpasning.

Kilde: Fornyelsesfonden.