Nyhedsbrev fra PROMICE - Et ekstremt år for Indlandsisen på Grønland


PROMICE - har i april 2011 udgivet sit første nyhedsbrev. Som titlen antyder, var 2010 det hidtil værste for Indlandsisen. Sommerafsmeltningen var større og længere end normalt og der var rekord i afbrækning af gigantiske isbjerge.


Det er velkendt at opvarmningen i det arktiske område går hurtigere end den globale opvarmning og der er derfor god grund til at holde øje med hvordan Indlandsisen på Grønland udvikler sig. 

PROMICE - Programme for Monitoring of the Greenland Ice Sheet - har netop som formål at bestemme massetabet fra Grønlands Indlandsis, både fra smeltningen ved overfladen og fra mængden af isbjerge der søsættes. PROMICE anvender data fra deres egne 14 klimastationer på Grønland, samt yderligere 31 klimastationer, der opretholdes af bl.a. GEUS og amerikanske institutioner.


Varmt i Grønland, koldt i Danmark

Ifl. det nye nyhedsbrev viste data fra Vestgrønland en afsmeltning, der i 2010 var 70 % over det mere normale år 2009. De ekstreme tilstande har været mest udtalte i det sydlige og vestlige Grønland og er forårsaget af et mønster i den atmosfæriske cirkulation der tidligere var relativt
sjældent, men nu har forekommet tre gange gennem de seneste ti år. Cirkulationen kaldes også den Den Nordatlantiske Oscillation (NAO) og er styret af forskellen i lufttrykket mellem Island og Azorerne.

Når trykket er mindre end normalt dvs. NAO-indekset er negativt, som i 2010, trækkes der varm luft op mod Nordpolen mellem Grønland og Canada, mens der strømmer kold luft indover bl.a. Europa. I nyhedsbrevet angives ændringer i havisens udbredelse i det arktiske område, som mulig forklaring på at NAO’en oftere er negativ. Mindre havis giver nemlig større opvarmning af det arktiske ocean, hvilket påvirker cirkulationen i atmosfæren.

Information om PROMICE

PROMICE finansieres af Klima- og Energiministeriet gennem klimastøtteordningen DANCEA (Danish Cooperation for Environment in the Arctic) der administreres af Energistyrelsen.

PROMICE ledes af GEUS i samarbejde med DTU Space og Asiaq. Derudover samarbejdes med DMI og udenlandske universiteter og statsinstitutioner.

Eksterne links

Læs mere om PROMICE og nyhedsbrevet her, hvor du også kan finde billeder, film, direkte adgang til
målingerne på indlands isen og webbaseret undervisningsmateriale
til skolebrug.

Læs mere om Den Nordatlantiske Oscillation her på DMI's hjemmeside.