Klimaet ændrer sig og forårsager kraftigere regnskyl og stigende havniveau. Derfor er der et stigende behov for, at lavtliggende og tæt bebyggede områder sikres mod oversvømmelser. En billig og intelligent løsning er at benytte naturen som ”buffer” til at ophobe vandmasserne ved ekstreme nedbørshændelser og højvande.

Ved Aarhus ligger Egådalen, hvis sydlige del er tæt bebygget og i fare for oversvømmelse. Området har siden 1950’erne været et drænet landvindingslag, men er nu delvist reetableret som vådområde og et godt eksempel på et klimatilpasningstiltag som gavner flere formål.

Egådalens historie
Egådalen nord for Aarhus er resterne af en gammel tunneldal skabt under istiden. For 7000 år siden udgjorde dalen en fjord, som strakte sig ca. 5 kilometer ind i landet. Langs fjorden levede stenalderfolket, som jagede i skovene og fiskede i fjorden. I bronzealderen trak vandet sig tilbage, og fjorden blev langsomt omdannet til et naturskønt mose- og engområde med et rigt dyreliv.

I 1950’erne begyndte områdets bønder at afvande engarealerne for at vinde land og intensivere landbruget. I 1957 var 430 ha af Egådalen tørlagt, og der var anlagt en ny Egå med et snorlige forløb, som kunne lede vandet direkte ud i Aarhus Bugt. Samtidig var to pumpestationer etableret ved den gamle Egå. Stationerne pumpede vandet op i den nye å, og sørgede for at området blev tørlagt, og det intensive landbrug kunne for alvor gå i gang.

En sø skabes
Senere blev det observeret, at de store mængder gødning fra det intensive landbrug forringede dyre- og plantelivet samt vandmiljøet i Aarhus Bugt. I 1998 vedtog folketinget vandmiljøplan II, som skulle formindske tilførslen af kvælstof til vandmiljøet blandt andet ved at genoprette oprindelige åer og vådområder.

Aarhus Kommune, det daværende Aarhus Amt og den daværende Skov- og Naturstyrelse gik derfor sammen om at starte et vandmiljøplan II-projekt på nogle af arealerne i Egådalen. De private landbrugsarealer blev opkøbt, og et nyt sødige mod Lystrupvej blev etableret. I 2006 kunne de gamle ådiger fjernes, og ca. halvdelen af landvindingslaget blev oversvømmet. Resultatet var Egå Engsø på 115 ha., som på de dybeste steder er 1,7 meter og med en middeldybde på ca. 1 meter. Vandstanden kan forøges omkring 1 meter afhængig af årstid og nedbørsforhold.



Egå Engsø skaber tid og plads til vandet
En dynamisk vandløbsmodel, som virksomheden Orbicon har udarbejdet for området, viser, at Engsøen fra 2006 har mindsket oversvømmelsesrisikoen i de tæt bebyggede områder i den nedre del af ådalen og langs Egå. Det skyldes, at søen har en opmagasinerende effekt, og dermed forsinker vandet, når der er kraftige eller langvarige nedbørshændelser. Dermed nedsættes de høje vandstande nedstrøms, men samtidig forlænges perioden med lettere forhøjet vandspejl.

Egådalen stadig i risiko for oversvømmelse
Egådalen udgør et karakteristik landskabselement og er meget lavtliggende i forhold til det omgivende terræn. På figur 1 ses en terrænmodel, som giver et overblik over Egådalens udstrækning og de lavtliggende områder.


Figur 1: Terrænmodel for Egådalsystemet. Landvindingslaget er markeret med hvid linie.  Farverne på kortet viser terrænhøjden, hvor mørkeblå er lavest og rød højst. Den retablerede sø fra 2006 ses i den vestlige del af landvindingslaget og fremstår turkis.

De lavtliggende områder i bunden af Egådalen ved Risskov er i risiko for oversvømmelse, enten ved ekstreme afstrømningshændelser fra det højere omgivende terræn, eller ved højvande i Aarhus Bugt. På nuværende tidspunkt er området beskyttet med diger og en pumpestation ved Egåens udløb i Aarhus Bugt.

Søens magasineffekt forringes, hvis vandstanden i søen allerede er forhøjet forud for en kraftig nedbørshændelse. I 2007 var januar, februar og marts meget nedbørsrige og fyldte derfor søer, vandløb og jorden til randen, samtidig med at der i starten af marts var kraftig snesmeltning, som yderligere forstærkede effekten. Det medførte vandføringer igennem hele perioden, som var kraftigere end en 10-års hændelse, og Egåen var tæt på at gå over sine breder. Beredskabsenheder fra hele Danmark med undtagelse af Bornholm blev kaldt til området for at forhindre en oversvømmelse, som kunne have haft store økonomiske konsekvenser. Disse erfaringer viser, at der er behov for yderligere beskyttelse.

En udredning fra 2008 anbefaler, at de resterende landvindingsarealer i Egådalen også bør inddrages for at forstærke magasineffekten og yderligere minimere oversvømmelsesrisikoen ved ekstreme nedbørshændelser.

Klimatilpasningspotentiale for et nyt vådområde
I Aarhus kommuneplan er de resterende arealer i landvindingslaget udpeget som ”mulige fremtidige vådområder”, hvilket giver et godt planlægningsgrundlag for at anlægge et nyt vådområde.

På figur 2 ses det foreslåede areal markeret med rød linje. Det forslåede område ligger umiddelbart nedstrøms den nuværende Egå Engsø og vil dermed forstærke den opmagasinerende effekt.


Figur 2: Her ses udstrækningen af Vejlby-Egå Enges  landvindingslag, markeret med gult, samt projektgrænsen for et yderligere foreslået vådområde, kaldet Hede Enge, markeret med rød linje.

Et nyt vådområde vil tjene flere formål, herunder:

• reducere kvælstofudledningen til Aarhus Bugt yderligere
• reducere risikoen for oversvømmelse i nedre del af Egå-systemet ved at skabe mere tid og plads til vandet
• forbedre naturgrundlaget og sikre en natur- og miljøvenlig drift af arealerne
• forbedre de rekreative muligheder med sammenhæng til Egå Engsø.

Det nye vådområde er altså unikt som klimatilpasningsprojekt. Beregninger viser, at det vil kunne ophobe de store vandmængder fra et skybrud i et halvt til et døgn i et kontrolleret oversvømmelsesområde og dermed reducere risikoen for oversvømmelse af de mange boliger langs den nedre del af Egå.

Teknisk kompleksitet
Oprettelsen af Engsøen i 2006 krævede ikke en vurdering af virkninger på miljøet (VVM), før projektet kunne igangsættes, hvilket blev konkluderet i en VVM-screening forud for projektet. Derfor vil oversvømmelse af endnu et areal formentlig heller ikke kræve en VVM-redegørelse.

Selve den praktiske udførelse er relativ enkel, men der kræves en god koordinering, for at de mange interesser og hensyn tilgodeses. Før projektet kan igangsættes, skal det godkendes efter blandt andet vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven.

Proces
Mogens Bjørn Nielsen, ansvarlig for klimatilpasning i Aarhus Kommune, beskriver sine erfaringer med processen:

“Fra ideen opstår, til det færdige anlæg er på plads, går 4 år. Der skal afsættes tid til projektering, forhandling med blandt andet lodsejere, myndighedsbehandling, fremskaffelse af de økonomiske midler, gennemførelse af jordfordeling samt anlægsarbejde.

De væsentligste involverede instanser er kommunen som projektejer samt myndighed for blandt andet vandløbslov og naturbeskyttelseslov. Undervejs inddrages Naturstyrelsen og FødevareErhverv som bevilgende myndigheder for vådområdeprojekter efter vandplanerne, FødevareErhverv som entreprenør for jordfordelingen, Moesgaard Museum som myndighed for arkæologiske forhold, Fiskeridirektoratet som myndighed for fiskeriloven. Derudover inddrages en række lodsejere, interesseorganisationer og konsulenter.”

Da området er en del af et eksisterende landvindingslag, er der opstillet regler og aftaler om drift af området. Projektet i Egå Engsø, og planerne om yderligere en sø, kræver derfor overvejelser om fordeling af omkostninger mellem private lodsejere og det offentlige. Lignende lag findes mange andre steder i landet, og projektet i Aarhus er derfor et godt forgangseksempel for andre klimatilpasningsprojekter på vandområdet.

Omkostninger
En stor del af omkostningerne går til erstatninger til de berørte lodsejere. Omkostningerne til etablering af Egå Engsø fra 2006 beløb sig til 20 mio. kr. ekskl. moms. Det foreslåede Hede Enge-projekt skønnes at ville beløbe sig til ca. 25 mio. kr., hvoraf 80 pct. vil gå til erstatninger til lodsejere.