Af Uffe Gangelhof og Niels Bjerregaard, Grontmij|Carl Bro.I Ikast-Brande Kommune, har planafdelingen, miljøforvaltningen og forsyningen i samarbejde udarbejdet et ikke-konventionelt men bæredygtigt forslag til at løse problemer med manglende afløbskapacitet i et udbygget industriområde. Udover at håndtere regnvandet i tilfælde af skybrud, udnyttes vandets rekreative værdi til glæde for lokalsamfundet.
Regnvandsbassinerne forbindes af snoede kanaler integreret i en lokalplan på lige fod med stisystemer, broer og legepladser. Systemet er også indrettet til at skåne recipienten for forurening og meget voldsom vandføring. Løsningen er klimatilpasset og testet for konsekvenserne ved ”monsterregn”.
I Ikast skal et industriområde ved motorvejen udbygges, men ledningsnettet er ikke dimensioneret til at håndtere den ekstra afstrømning ved voldsom regn. Der er i forvejen problemer med afløbssystemernes kapacitet i det eksisterende industriområde, og problemerne viser sig længere nede i afløbssystemet, hvor dæksler ”skydes af” under kraftig regn. Der er imidlertid ikke er plads til at anlægge regnvandsbassiner i industriområdet, og derfor har det været bydende nødvendigt med et tæt samarbejde imellem Ikast-Brande Kommunens miljøafdeling, planlægningsafdeling og kloakforsyningen.
Forslag til byport med nyt bassin og beplantning ved indkørsel til Ikast fra motorvejen.
Interesser i sagenKloakforsyningen har ansvaret for, at der maksimalt er overløb fra afløbssystemet i industriområdet til recipienten hvert tiende år – det er afløbssystemet ikke dimensioneret til i dag. Der er derfor brug for at anlægge et stort eller flere regnvandsbassiner for at imødekomme disse krav.
Placeringen af regnvandsbassinerne i området skal tage hensyn til kommunens løbende salg af grunde i industriområdet. Et salg som planafdeling står for. Bassinerne er derfor anlagt i et eksisterende grønt område, som løber på syd- og østsiden af industriområdet. Det grønne område er oprindeligt udlagt med henblik på at beskytte det nærliggende boligområde for støjgener fra industriområdet, men det kan fint tjene begge formål. Med placeringen af bassinerne har planafdelingen desuden sikret en flot overgang fra motorvejen til byen som en del af en byport.
Miljøafdelingen er involveret i projektet, fordi recipienten i dag belastes mere end acceptabelt. Vandløbet er højt målsat, og der er derfor sat restriktioner for, hvor meget vand der må tilgå recipienterne både i dag og i fremtiden. For at undgå forurening af grundvandet kræver miljøafdelingen desuden, at vandet fra bassinerne ikke må trænge ned. Endelig skal forurening fra bassinerne til recipienterne eller de nærtliggende vådområder minimeres mest muligt.
I Miljøafdelingen forklarer man holdningen således:
-I vores del af butikken har vi fokus på, om recipienten tager skade ved voldsomme regnhændelser. For vandmængderne kan skylle det hele væk. Mange af søerne og åerne i kommunen hører under naturbeskyttelseslovens § 3, som siger, at deres tilstand ikke må forværres.
Den samlede løsning er derfor kompleks og grundigt gennemarbejdet for netop at tage hensyn til alle interessenterne. Processen og udarbejdelsen af den endelige løsning er baseret på grundig koordinering og samarbejde understøttet af blandt andet detaljerede hydrauliske beregninger ved anvendelse af Mike Urban og Mike FLOOD. Modelberegningerne er anvendt til at eftervise og klimatilpasse designet samt at minimere risikoen for skadevoldende oversvømmelser ved ekstremhændelser ved kontrollerede oversvømmelser i det grønne område.
Løsningen – fire bassiner og en grøftLøsningen er blevet anlæggelse af fire bassiner i det lange, grønne område, som løber langs syd- og østsiden af industriområdet. I den nordlige ende er bassinet en overdækket tank forbundet af en åben kanal til et større tørt bassin. Når det regner, løber regnvandet samt eventuelle overløb fra de to bassiner i kanalen.
For at udnytte vandets rekreative værdi skal der altid være vand i grøften, og dette sikres ved at lede drænvand igennem systemet. Grontmij|Carl Bro har desuden foreslået forskellige beplantninger og legepladser som en yderligere værdiskabende mulighed, da det i høj grad er dagplejemødre med børn, som kommer til at bruge området. Ligeledes af hensyn til den rekreative værdi, er grøften anlagt med slyng og stryg, hvilket også hæmmer erosion og øger stoftilbageholdelse.
Der er udtænkt en plan for stisystemer og broer, dels for at sikre optimal mobilitet og dels at det rekreative område bliver attraktivt at færdes i for lokalbefolkningen. Stien kommer samtidig til at virke som fortov langs Skelhøjevej, som dagplejemødrene i dag bruger, når børnene skal ud i det grønne. I dag har vejen ikke fortov.
Forslag til indretning af grønt område og indpasning af regnvandsgrøft.
Byport med to søerGrøften fortsætter omkring industriområdet til den anden ende af det grønne område, hvor der anlægges to bassiner. Bassinerne ligger på hver sin side af indfaldsvejen fra motorvejen, og har permanent vandspejl, som på en gang tilgodeser det æstetiske og miljøet. Bassinerne er forbundet med hinanden, så vandspejlet altid står lige højt i begge bassiner. Dette giver et smukt visuelt indtryk, når man kører ind i Ikast ad denne vej.
Alle bassinerne har dykkede udløb og sandfang for at stoppe olie på overfladen og partikulær forurening på bunden. Den metode udnytter samtidig, at opløst kvælstof og fosfor samler sig på partiklers overflade, så stofferne tilbageholdes og omsættes i bassinets våde del. Desuden har bassinerne tæt bund, så vandet ikke kan sive ned i grundvandet og forurene det.
På grund af en kombination af manglende kapacitet i industriområdets afløbssystem og af jordbunds- og grundvandsforholdene i det grønne område er bassinerne dimensioneret, så funktionen af bassinerne som en helhed overholder de stillede funktionskrav. For beskyttelse af recipienten er der givet en udledningstilladelse på 1 l/s/ha, og den overskydende vandmængde skal derfor forsinkes ved fornuftig fordeling i de fire bassiner og grøfterne i det grønne område.
Avancerede beregninger inddrager klimaet
De dimensionerede bassinvolumener og grøftegeometrien er eftervist ved modelberegninger. De to nordligste bassiner er dimensioneret til maksimalt at blive overbelastet hvert 5. år, medens bassinerne ved Jyllandsgade er dimensioneret til maksimalt at blive overbelastet hvert 10. år.
Grøften skal kunne lede vandet, selv når bassinerne overbelastes. For at sikre dette, og samtidig klimatilpasse grøften, er der foretaget modelberegninger af vandføringen i et ekstremt tilfælde. Beregningerne tager udgangspunkt i den værste regnhændelse, som kendes fra området. Den er fra 5. juli 2005, hvor der faldt 61 mm ved to byger ved renseanlægget i Herning. Til denne hændelse er der ydermere kompenseret for klimaeffekten og scenarieusikkerhed ved at øge vandmængden med en faktor 1,44 – jfr. Skrift 27-29. Grøften er altså dimensioneret til også at kunne føre overløbsvandet fra bassinerne inkl. sikkerhedstillæg uden at give oversvømmelse.
Skærmbillede fra Mike Flood. Byport med bassiner ses nederst til venstre.
På grund af risikoen for oversvømmelser af nærliggende bygninger og motorvej ved såkaldt ”monsterregn” er de mest udsatte områder identificeret ved en MIKE FLOOD simulering baseret på en endnu større regnhændelse. Ud fra disse beregninger er der udpeget steder, hvor terrænreguleringer kan sikre, at vandet løber på terræn over i et nærliggende grønt område i stedet for ind i industriområdet eller ud på motorvejen. Overflademodeller baseret på digitale terrænmodeller gør det muligt, som i dette tilfælde, at analysere og styre oversvømmelser på terræn.
I projekteringen af bassiner og kanaler er terrænreguleringen derfor medregnet som deponi for overskudsjord fra anlægsarbejdet. I dette tilfælde er der derfor sparet penge ved, at jorden ikke bortkøres, men anvendes lokalt. Det er helt i projektets ånd at genbruge lokale materialer, da det både er billigt, gavner miljøet og er en CO2 besparelse. Forslag til indretning af grønt område og indpasning af regnvandsgrøft.
En mulighed til efterfølgelsePlanafdelingen har gjort sig følgende konklusioner fra projektet: ”Det er vigtigt at få alle med fra starten, for ingen vil præsenteres for en endelig løsning. Det er også ret afgørende, at man har klare aftaler med konsulentfirmaet, så også de er klar over, hvornår man helst vil underrettes og inddrages”.
Hele forløbet med det tværfaglige projekt og samarbejdet med en ekstern virksomhed har også været meget lærerigt i forsyningen, og den øvelse man har gjort i Ikast gør, at forsyningen nu tager ud med de tre afdelinger for at se, hvordan man kan løse problemerne, hvor klimaforandringerne er tænkt ind i løsningerne. I alle byer vil Ikast-Brande Kommune gerne fremover løse problemerne uden at belaste recipienterne, da kommunen ligger i den sårbare del af både Skjern åens og Gudenåens oplande. Samtidig kan alle i kommunen også få glæde af vandets rekreative værdi, hvis vandet beholdes lokalt.
Kilde: DANVA's Inspirationsguide for proaktiv klimatilpasning i vandsektoren. Casen kan også læses i DANVA's magasin danskVAND fra oktober 2009.