FNs klimascenarier beskriver fremtidens klima ud fra antagelser om samfundsudviklingen FNs klimapanel, IPCC, bruger scenarier som et fælles grundlag for at vurdere de fremtidige klimaændringer. Et scenarie forudser det fremtidige drivhusgasudslip udfra antagelser om udviklingen i bl.a. befolkning, økonomi og teknologi.
Et scenarie er altså en "hvad nu hvis" beregning af, hvordan det går med udslippet af drivhusgasser - og dermed med klimaet - under forskellige forudsætninger.
FN har opstillet fire hovedscenarier er A1, A2, B1 og B2, der tilsammen giver et billede af de mulige udviklingsforløb. Ingen af FNs scenarier forudsætter implementering af FNs klimakonvention, herunder Kyotoprotokollen, eller yderligere klimapolitiske tiltag.
Udover disse FN-scenarier har DMI opstillet et scenarie, der svarer til EUs målsætning om at temperaturen ikke må stige mere end 2 grader i forhold til før-industrielt niveau (EU2C). Dette scenarie forudsætter yderligere klimapolitiske tiltag.
Den danske klimatilpasningsstrategi har valgt at fokusere på FNs A2- og B2-scenarier samt EU2C. På portalen vises desuden data for et A1-scenarie (A1B). Det er ikke muligt at knytte sandsynligheder til disse scenarier, hvorfor de som udgangspunkt må betragtes som ligeværdige. Nedenfor beskrives disse scenarier nærmere.
A1B scenariet
Ifølge dette scenarie topper de menneskelige udledninger af drivhusgasser omkring 2050, hvorefter de falder. Det forudsætter en hurtig økonomisk vækst med en global befolkning, som kulminerer midt i århundredet. Scenariet indebærer en hurtig introduktion af nye og mere effektive teknologier og forudsætter, at der anvendes en blanding af fossile og ikke-fossile energikilder. DMI har beregnet A1B scenariet for Danmark for perioden 2021-2050. I denne periode er det på grund af det hidtidige udslip og naturlige variationer i klimasystemet i praksis umuligt at skelne mellem de forskellige scanarier. A1B kan derfor repræsentere alle scenarierne i denne periode.
A2 scenarietA2 scenariet forudser en stadig og kraftigt stigende udledning af drivhusgasser. Scenariet beskriver en heterogen verden med lokalt forankret udvikling, hvilket resulterer i en fortsat stigning i verdens befolkningstal. Økonomisk udvikling foregår primært på regionalt plan, og økonomisk vækst samt teknologisk forandring er mere fragmenteret og sker langsommere end i de øvrige scenarier. A2 scenariets klimaforandringer er større end B2 og EU2C. DMI har beregnet A2 scenariet for Danmark for perioden 2071-2100.
B2 scenarietB2 scenariet forudser en svagt stigende fremtidig udledning af drivhusgasser. B2 scenariet beskriver en verden, hvor hovedvægten lægges på lokale løsninger, som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige. Det er en verden med et fortsat stigende globalt befolkningstal, men i en lavere takt end i A2 scenariet. Den økonomiske udvikling er på et mellemniveau, og der er en mere hastig, men stadig fragmenteret, teknologisk forandring. B2 scenariets klimaforandringer er derfor mindre end i A2 scenariet, men større end i EU2C. DMI har beregning B2 scenariet for Danmark for perioden 2071-2100.
EU2C - EUs 2 grader scenarie
Dette scenarie forudsætter, at temperaturen globalt ikke stiger mere end 2 grader frem til 2100 i forhold til det førindustrielle niveau. EU2C følger A1B frem til 2020, hvorefter drivhusgasudledningen topper og stabiliseres. EU2C repræsenterer en lav fremtidig udledning sammenlignet med A2 og B2. Virkeliggørelse af 2 ºC målet forudsætter, at det lykkes at indgå en global klimaaftale, der støtter dette mål. Scenariet skal således ses som et tilnærmet udtryk for en klimaudvikling, der er i overensstemmelse med EU-landenes klimamålsætning. DMI har beregnet EU2C for Danmark for perioden 2071 - 2100.
Normalperioden 1961-1990
Alle scenarierne er beregnet for Danmark ud fra den internationale normalperiode 1961-1990. Dvs., at klimaparametre som nedbør, temperatur og vind sættes i forhold til gennemsnitsværdier for denne periode for at vurdere udviklingen over tid.
De eksisterende scenarier fra FN's klimapanel forventes alle at føre til en global temperaturstigning, der overstiger EUs 2 graders målsætning.
Scenarier for temperaturændringer
IPPC-scenarier for overfladetemperatur fra 2000 til 2100. Alle temperaturer er i forhold til perioden 1980-1999. Figur efter IPCC, 2007.
Andre A1-scenarierA1 scenariet indeholder udover A1B scenariet ovenfor, der forudsætter en blanding af flere energikilder, også et A1F1 scenarie, der har hovedvægt på fossile energikilder og A1T, der har hovedvægt på ikke-fossile energikilder.
B1 scenarietB1 beskriver en globaliseret verden med samme befolkningsudvikling som i A1-scenariet, men med hurtige ændringer i økonomiske strukturer hen mod en service- og informationsbaseret samfundsøkonomi, hvor rene og ressourceeffektive teknologier bidrager til globale løsninger, som er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige.