Størrelsen af forskningsområdet i Danmark


En mindre del af både de offentlige og de private forskningskroner går til forskning i klima og i klimatilpasning. Målt på forskerårsværk tegner klimaforskningen i den offentlige sektor sig for omkring 1,5 % og i penge for omkring 3 % af de private forsknings- og udviklingsbudgetter.

Omfanget af den samlede danske forskningsindsats på klimaområdet fremgår af en kortlægning af klimaforskningen, som Koordinationsenhed for Forskning i Klimatilpasning (KFT) har gennemført sammen med Videnskabsministeriet og Klima- og Energiministeriet i 2009.

Kortlægningen er bl.a. baseret på en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt forskere og forskningsinstitutioner i Danmark. Forskerne blev bl.a. spurgt hvilket af IPCC’s fem fokusområder, som de primært arbejder indenfor.

De fem fokusområder og fordelingen af forskerårsværk er vist i figuren herover. Som det ses svarede 32 % af de adspurgte at de primært arbejder indenfor den fysisk videnskabelige baggrund dvs. indenfor de fysiske aspekter af klimasystemet, mens 26 % arbejder primært indenfor reduktion af klimagasser eller effekter af klimaforandringer. Klimatilpasning og sårbarhed er de to af IPCC’s fokusområder, hvor der er færrest årsværk. Kortlægningen viser altså at 12 % af de i alt 160 klimaforskerårsværk har hovedfokus på tilpasning.   

Flere resultater af kortlægningen er offentliggjort i rapporten ”Kortlægning af klimaforskning i Danmark”, der rummer den første analyse af data indsamlet gennem den omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt forskere og forskningsinstitutioner.

Figuren bygger på i alt 160 årsværk og er udarbejdet ved at tage den enkelte forskers årsværk og uddele denne på forskerens første prioritet. Der er således ikke taget højde for at forskeren bruger en del af sin tid på de fokusområder, som forskeren har angivet som 2 – 5 prioritet i spørgeskemaet. IPCCs fokusområder og metoderne bag kortlægningen er beskrevet i rapporten (se link i boksen til højre).
Kilde: Spørgeskemaundersøgelse gennemført af KFT, 2008. 
 
En yderligere bearbejdning af dataene er indgået i KFTs arbejde med at udpege kommende temaer indenfor klimaforskningen (se link i boks til højre).