Beboere arbejder
Beboere i Nordenhuse nord for Nyborg gør klar til storm.

Stormflodsværktøj til borgere og beredskab i Nyborg


I Nyborg kan borgere gå ind på kommunens hjemmeside og se om deres hus kan forventes at blive oversvømmet, hvis vandstanden i havet stiger.


Nyborg Kommune har på deres hjemmeside et værktøj til analyse af stormflodsscenarier. Værktøjet giver mulighed for at se hvilke områder, der potentielt oversvømmes ved givne vandstandsstigninger.

Som bruger fastsætter man den vandstand, som man ønsker beregnet et stormflodsscenarie for. Det er muligt at vælge et havniveau på mellem 0 og 3 meter over dagligt vande. Når man har valgt, beregnes hvilke områder, der kan blive oversvømmet ved den valgte vandstand. Resultatet præsenteres på kort.

Brugeren kan vælge hvilket kort scenariet præsenteret på, og man har mulighed for at forstørre kortet, så man detaljeret kan se det område, der har ens interesse - f.eks. ens egen matrikel.


Stormflodsscenarierne på Nyborg Kommunes hjemmeside viser, at ved en vandstand på 1,4m over dagligt vande, vil store områder i Nyborg by være truet af oversvømmelse.

Værktøj for beredskabet
Systemet bruges bl.a. som et planlægnings- og indsatsværktøj for kommunes beredskab. Værktøjet gør beredskabet i stand til at forberede og fokusere sin indsats ved vandstandsstigninger.

Beredskabschef Poul Laursen forklarer: "Når DMI varsler forhøjet vandstand, går vi ind på systemet, og ser hvor problemerne kan opstå ved den forventede vandstand. Derefter beslutter vi om vi vil lægge sand og sandsække ud, som borgerne kan hente for at beskytte sig mod en oversvømmelse."

Nyborg Kommune blev ligesom mange andre ramt af oversvømmelser i november 2006. Siden dengang har borgerne være meget opmærksomme på risikoen. Stormflodsværktøjet blev offentliggjort i 2007 for at hjælpe kommune og borgere til at blive bedre i stand til at håndtere lignende situationer i fremtiden.

Siden 2006 har DMI to gange varslet en så forhøjet vandstand, at beredskabet besluttede at udlevere sandsække. Hver gang hentede borgerne 75.000 sandsække. Ingen af episoderne førte til vand i kælderen hos nogen.

Poul Laursen mener, at systemet har fungeret efter hensigten: "Systemet hjælper os til at tage beslutninger tidligt - altså inden vandet er nået igennem f.eks. et hul i et dige. På den måde kan vi også tidligt give folk mulighed for at hente sandsække. Det er folk godt tilfredse med. Tidligere fik vi kritik for ikke at være hurtige nok."

Værktøj ved kystbeskyttelse
Teknik og Miljøafdelingen bruger også værktøjet bl.a. i forbindelse med kystbeskyttelsessager.

"Vi har bl.a. brugt systemet til på et borgermøde, at illustrere hvilken effekt bygningen af et dige vil have. Det gjorde det let at visualisere, hvad der kunne blive oversvømmet nu, og hvad der ville blive beskyttet med diget," forklarer Jan Jensen fra Nyborg Kommunes Teknik og Miljøafdeling. Der er efterfølgende blevet bygget et dige ved et sommerhusområde ved Nordenhuse nord for Nyborg.

Hvilken vandstandsstigning?
Kommunen opfordrer på hjemmesiden folk til at tage højde for bølger og vindretning, når de vælger hvilken vandstandsstigning de vil undersøge. På hjemmesiden hedder det således: "Hvis du ønsker at undersøge, hvornår et område forventes oversvømmet, skal du, ved valg af vandstandsstigning, huske at tage højde for bølger og vindretning. F.eks.: ved en varslet vandstandsstigning på 1,0 meter, hvor der samtidigt blæser en kraftig nordenvind, kan den forventede vandstandsstigning inkl. bølger godt være f.eks. 1,6 meter på nordvendte kyster, mens den forventede vandstandsstigning inkl. bølger på sydvendte kyster kan være f.eks. 1,2 meter". 

Systemet er lavet ud fra en højdemodel, og de områder, der vises, er de, der ligger lavere end den valgte vandstand. De vil kun blive oversvømmet, hvis der er forbindelse til havet, - eller hvis der kommer forbindelse f.eks. ved digebrud. Desuden vil områderne kun blive fuldt oversvømmet, hvis den forhøjede vandstand bliver stående i lang tid - for det tager tid for vandet at løbe ind. Stormfloder varer imidlertid typisk kun få timer, og for nogle af områderne vil havvandet blive stoppet på vejen af diger eller andre forhøjninger i terrænet. Man kan derfor spørge om de områder, kortet viser, ikke er "for store" i forhold til, hvad der bliver oversvømmet i virkeligheden. Hertil siger Poul Laursen:

"Systemet er ikke fuldstændig nøjagtigt. F.eks. viser systemet, at der bliver oversvømmet ved stationen allerede ved en vandstandsstigning på 10 cm. Det gør der ikke i virkeligheden, så på dette punkt mangler systemet at blive opdateret. Udbredelsen af oversvømmelserne i virkeligheden svarer måske heller ikke nøjagtig til de, der vises på kortet. Men det er mit indtryk på baggrund af de virkelige hændelser, at systemet giver et rimeligt retvisende billede. Og det vigtige er, at systemet korrekt viser hvor problemerne kan komme, så vi kan tage beslutninger ud fra det".

Nyborg kommune beskriver nøjagtighed og fejlkilder på hjemmesiden og understreger, at kortet er vejledende, og at kommunen ikke kan gøres ansvarlig for evt. fejl i scenarierne. Kortet er lavet af en tidligere GIS-koordinator i Nyborg i 2007 og ikke opdateret siden.



Efter oversvømmelser i 2006 har beboere ved Drejet, Nordenhuse bygget et nyt dige, der beskytter mod oversvømmelser ved højvande. Diget er anlagt i 2008 og er 150 meter langt. Ved stormfloden i november 2006 blev ca. 25 sommerhuse skadet ved en vandstand på 1,80 meter over normal.  Det nye dige er 2,25 meter højt, over normal vandstand, og beskytter ca. 40 sommerhuse mod oversvømmelse.

Kontakt

Poul Larsen
Beredskabschef
Tlf. 63 33 77 84

Preben Petersen
GIS-koordinator
Tlf. 63 33 68 23

Birgit Sønderskov Weber
Gruppeleder
Teknik og miljøafdelingen
Tlf. 63 33 68 20