Nedenfor findes en liste over danske rapporter og analyser om samfundsøkonomi og klimatilpasning
Rapporterne vises kronologisk
Samfundsøkonomisk screening af klimatilpasning
Energistyrelsen juni 2010
Rapporten viser, at sektorerne kystbeskyttelse, byggeri, veje/baner og kloakering er særligt interessante at få belyst nærmere samfundsøkonomisk, når det drejer sig om tiltag inden for klimatilpasning. Der er et særligt stort vidensbehov inden for byggeri, hvor der er meget store aktiver. En effektiv og rettidig planlægning er central, idet planlægning kan skabe sammenhænge og synergier sektorerne imellem.
Tilpasningen vurderes i stort set alle sektorer at kunne håndteres inden for rammerne af den eksisterende regulering.
Rapporten er udarbejdet af NIRAS for den tværministerielle arbejdsgruppe om samfundsøkonomi og klimatilpasning under Koordinationsforum for Klimatilpasning.
Rapport om Revision af Stormflodsordningen
Økonomi- og Erhvervsministeriet 2009
Rapport afgivet af stormflodsudvalget.
Rapportens forslag til revision af stormflodsordningen fremmer klimatilpasning. Det sker gennem forhøjelse af selvrisikoen ved gentagne skader på samme adresse. Der foreslås også en ny organisering af stormflodsordningen samt udvidelse af stormflodsdækningen til også at omfatte oversvømmelser fra vandløb og søer.
Kommunernes investeringsbehov i forbindelse med klimatilpasning og veje
Rapport udarbejdet af Rambøll til KL (Kommunernes Landsforening) 2009
Klimaændringer vil få en stor betydning for kommunernes fremtidige investeringsbehov. Rapporten vurderer investeringsbehovet relateret til klimatilpasning inden for kloakker, bygninger og veje. Analysen indikerer desuden, hvilke kystområder der vil være særligt hårdt ramt af stigende vandstand.
Se også
KL's pressemeddelelse om behovet for investeringer i klimatilpasning i kommunerne
Manual for udarbejdelse af bestemmelser knyttet til den samfundsøkonomiske analyse samt oversvømmelsesdirektivet
Kystdirektoratet, Transportministeriet 2009
I takt med at klimaforandringerne medfører større pres på landets kyster, stiger også behovet for forstærkning af eksisterende kystbeskyttelse og nyanlæg.
I den forbindelse vil der ved forstærkninger og nyanlæg blive brug for at beregne risikoen for en evt. oversvømmelse set i forhold til kystbeskyttelsesindsatsen. Risikoen er et udtryk for værdien af de potentielle skader en given oversvømmelse vil kunne medføre, men tager samtidigt hensyn til sandsynligheden for, at en sådan oversvømmelse vil indtræffe.
Transportministeriet har opstillet en manual for samfundsøkonomiske analyser, som angiver de overordnede retningslinjer. Kystdirektoratets rapport opstiller et praktisk værktøj for beregningen, bl.a. med angivelse af anvendelige skadesfunktioner på forskellige skadestyper afhængig af oversvømmelsens omfang.
Der er foretaget et par casestudier for henholdsvis Løgstør By og Dalby Bugt som eksempler på metodernes anvendelighed. De to case-studier kan også findes på ovenstående link.
Casestudie for pilotstrækning Løgstør
Casestudie for pilotstrækning Dalby Bugt
Udarbejdelse af bestemmelser knyttet til den samfundsøkonomiske analyse samt oversvømmelsesdirektivet.
Kystdirektoratet, Transportministeriet 2009
I tilknytning til Kystdirektoratets manual for samfundsøkonomiske analyser (se ovenfor) er der foretaget to casestudier for henholdsvis Løgstør By og Dalby Bugt som eksempler på metodernes anvendelighed.
Klimatilpasning af afløbssystemer og metodeafprøvning.
Økonomisk analyse
Miljøprojekt nr. 1187 2007 Miljøstyrelsen
Rapporten er udarbejdet af COWI og NIRAS for Miljøstyrelsen.
Rapporten omhandler hovedproblemerne ved ekstremregn og havvandsstigninger samt eventuelle klimatilpasningstiltag i Roskilde og Aalborg kommune. Ud fra en samfundsøkonomisk analyse vurderes det, hvilke tiltag der kan betale sig.
Klimatilpasning af afløbssystemer og metode afprøvning.
Workshop som arbejdsmetode
Miljøprojekt nr. 1188 2007 Miljøstyrelsen
Rapporten er udarbejdet af COWI og NIRAS for Miljøstyrelsen.
Rapporten omhandler en screening af de tekniske og økonomiske forhold ved kommuners tilpasning til over-svømmelser som følge af klimaændringer.
Samfundsøkonomiske analyser i forbindelse med klimatilpasninger
Miljøprojekt nr. 1121 2006 Miljøstyrelsen
Rapporten er udarbejdet af NIRAS for Miljøstyrelsen.
Rapporten ser på muligheden for i praksis at anvende samfundsøkonomiske analyser til at belyse konkrete klimatilpasningstiltag. Konkret er der gennemført fem analyser af tiltag (kystbeskyttelse, kloakker, skovbrug, jordbrug/natur (ådale) og sundhed), hvor der bl.a. ses på, om det samfundsøkonomisk dels giver overskud at gennemføre tiltaget, dels hvornår det er mest optimalt. Endelig indeholder rapporten en screening af udenlandske erfaringer med samfundsøkonomisk analyse af klimatilpasningstiltag.
Metodemæssige problemstillinger i forbindelse med samfundsøkonomiske vurderinger af klimatilpasningstiltag
Miljøprojekt nr. 1122 2006 Miljøstyrelsen
Rapporten er udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser i samarbejde med Miljøstyrelsen.
Rapporten behandler de metodemæssige problemstillinger, der er forbundet med samfundsøkonomiske analyser af klimatilpasningstiltag: valg af analysemetoder, diskonteringsrate, prissætning af miljøgoder samt håndtering af usikkerhed. For overhovedet at kunne foretage en økonomisk vurdering af klimatilpasningstiltag er det dog nødvendigt som grundlag at have et referencescenarium, som man kan holde effekten af tilpasningstiltag op imod. Opstillingen af et sådant referencescenarium gennemgås derfor også, herunder de problemstillinger, der er forbundet hermed og koblingen med IPCC's klimascenarier.