Regnvand forsvinder i afløbsrist

Der er god økonomi i at renovere og udbygge kloaksystemerne


Kloaksystemer er en af de dyreste typer af infrastruktur i landet. Derfor er det vigtigt, at kloakkerne hverken er for store eller for små. Flere kraftige regnhændelser betyder, at de maksimale afstrømninger bliver kraftigere.

 

Byers evne til at håndtere øgede vandmængder
Sammenligner man omkostningerne til udbygning af kloaksystemer med omkostningerne på skader i byer viser det sig, at det ofte er samfundsøkonomisk fordelagtigt at gøre kloakkerne større. Fordelen bliver endnu større, hvis man ved intelligent byplanlægning kan kombinere større kloaksystemer med andre tiltag, såsom planlægning af, hvilke områder der kan oversvømmes og sikring af bygninger mod skader ved mindre oversvømmelser.

 

Ændringen i risiko for oversvømmelse er væsentlig
Analyser tyder på, at kraftig nedbør, der kan medføre oversvømmelse, vil forekomme 3 -5 gange hyppigere end i dag. Det betyder, at det kan forventes, at oversvømmelser af lavtliggende byområder vil ske hyppigere og have en større udbredelse end i dag.

Borger

Hvad kan man gøre som borger?

  • Hvis man står overfor at skulle renovere sit afløbssystem, kan man undersøge, om der er mulighed for andre måder at aflede regnvandet på, fx at etablere faskiner, og om kommunen i sådanne tilfælde tilbagebetaler en del af tilslutningsbidraget. Kommunen har mulighed for – men er ikke forpligtet til - at tilbagebetale 15.000 kr. inkl. moms (1997-priser), svarende til ca. 21.000 kr. inkl. moms i 2008-priser, hvis regnvandet kobles fra det offentlige kloaksystem.

Kommune

Hvad kan man gøre som kommune?

  • Vurdere om der er områder, der vil være særligt udsatte for oversvømmelser
  • Undlade at byudvikle i områder med høj risiko for oversvømmelse med spildevand.
  • Øge kapaciteten af afløbssystemet efter behov. Ved dimensioneringen kan man følge spildevandskomitéens råd. 
  • Lave landskabsmæssige tiltag til bedre sikring af særlige anlæg, f.eks. hospitaler og plejehjem.

Senest redigeret: 27-07-2011