Lynnedslag over by

Lyn og torden


I Danmark har vi de senere år oplevet en del episoder med voldsomt uvejr inklusiv lyn og torden, og klimamodellerne tyder ifølge DMI på, at vi vil opleve flere af disse i fremtiden. Der er derfor opstået et behov for viden om, hvorledes man klogest bør forholde sig i tordenvejr.

Tordenvejr
I tordenvejr ser vi først et lyn og herefter høres tordenskraldet, hvilket skyldes, at lyset bevæger sig med større hast end lyden gennem atmosfæren. Et lyn er en kraftig elektrisk udladning, som kan opstå mellem en sky og, jord eller hav, eller mellem skyer indbyrdes.

Hvor mange mennesker dør på grund af lynnedslag?
I USA, især i Florida, hvor der er en stor lyn aktivitet dør ca. 90 mennesker årligt efter at være blevet ramt af lynet. I Danmark er tallet ca. én person hvert andet år.

Mennesker, der færdes i det fri rammes oftest
Det er oftest mennesker, som opholder sig i det fri f.eks. golfspillere, fodboldspillere, lystfiskere, vejarbejdere eller ryttere, som rammes af lynet. Statistisk omkommer ca. hvert fjerde menneske, der bliver ramt af lynet.

Trykbølgen kan vælte et menneske omkuld og slå ruder ind, og strømstyrken er typisk helt oppe på 30.000 ampere med en elektrisk spænding på 125 millioner volt. Den samlede energioverførsel i et enkelt lyn svarer således omtrent til en almindelig dansk husholdnings elforbrug på et halvt år. Temperaturen i et lyn kan være op til 30.000 grader C, og kan antænde tøj, hår og hud med alvorlige forbrændinger til følge.

Alligevel har man en chance for at overleve efter at være blevet ramt af et lyn, fordi en elektrisk strøm ledes af vand f. eks hen over vådt tøj. Selvom man ikke direkte bliver ramt af et lyn, kan man dø under et tordenvejr. Det skyldes, at en tordensky skaber et så kraftigt elektrisk felt, at det kan lade et menneske op med en enorm elektrisk energi. Hvis det sker, vil det føles som et stærkt ubehag i kroppen som evt. vil få håret til at stritte.

De kraftige elektriske strømme i kroppen kan i værste fald overbelaste hjertet, og evt. medføre hjertestop. Da følgevirkninger efter at være blevet ramt af et lyn kan være et meget forhøjet blodtryk, høj puls og hjerteflimmer, bør den ramte altid behandles af en læge hurtigst muligt.

Anbefalinger
Søg indendørs. Hvis lynet slår ned i et hus, vil det ofte følge elektriske installationer og metalgenstande i huset som eksempelvis vandrør. Undlad derfor berøring heraf, samt at anvende fastnet telefonen og tændte elektriske installationer.

Under et tordenvejr med lynnedslag i nærheden oplever man ofte, at HFI-relæet slår fra på grund af den enorme strømstyrke. Skader på elektroniske apparater kan derfor mindskes ved at trække stikket ud, når der er optræk til tordenvejr.

Opholder men sig udendørs, søg da væk fra træer, elmaster og andre høje genstande, og kryb sammen på hug et lavt sted i terrænet. Hvis man lægger sig fladt ned, får man en større berøringsflade med jorden, og dermed en øget risiko for, at den elektriske strøm kan gå igennem én.

Undgå ophold i åbent terræn, nær enkeltstående træer og i udkanten af en skov og ikke mindst berøring af metalgenstande som for eksempel golfkøller. Det sikreste sted at opholde sig under et tordenvejr er i en bil, hvor lynet via karosseriet ledes til jorden.

Senest redigeret: 22-09-2009

Kontakt

Susanne Borum Gjedde
Sundhedsstyrelsen
72 22 78 67
sbg@sst.dk