Børn der bader

Et varmere klima øger risikoen for solskoldning og dehydrering


Varmere somre og mildere vintre kan få os til at opholde os mere udendørs, og dermed blive mere udsat for solens ultraviolette stråling. På meget varme dage kan der være risiko for dehydrering og hedeslag.

Varme og tørre somre giver mere udeliv og mere fysisk aktivitet hos de fleste. For eksempel vil hedebølger kunne få flere til at tage til stranden, hvor solens stråler kan være ekstra stærke pga. refleksion fra vand og sand..En øget udsættelse for solens ultraviolette stråler øger risikoen for hudkræft og kan give flere solskoldninger.

Ekstra vand i varmen kan redde liv
Højere temperaturer bringer flere mennesker i risiko for dehydrering og for at få hedeslag. De mennesker, der særligt er i risiko, beskrives i en rapport fra WHO. Rapporten bygger på en undersøgelse af dødsfald på grund af hedeslag blandt andet i Frankrig i 2003. Find link til rapporten i boksen til højre.

De mennesker, der kræver særlig opmærksomhed i varmen, er ifølge WHO:

  • Ældre der bor alene
  • Personer med demens
  • Personer med psykisk sygdom
  • Personer, hvis sygdom eller medicin gør, at de har svært ved at føle tørst og at svede. Det gælder for eksempel personer med diabetes, hjertekar- og lungesygdomme.
  • Små børn, der ikke selv kan drikke, eller husker at drikke.

 
De første symptomer på hedeslag er, at man let bliver forvirret og ikke husker så godt, som man plejer.

Den vigtigste forebyggelse af hedeslag er at drikke tilstrækkeligt – helst vand, og også at få lidt salt, hvis man sveder meget. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man drikker rigeligt vand og er tilbageholdende med alkohol.  

Borger

Det er vigtigt, at man beskytter sig mod solen særligt om sommeren i tidsrummet mellem kl. 12 og 15 for eksempel ved at opholde sig i skygge, at iføre sig solhat og løstsiddende tøj og at bruge solcreme.

Kommune

Kommunen skal være opmærksom på, at der er mulighed for at søge skygge på offentlige institutioner og skoler,og  udendørsarealer såsom legepladser, sportspladser,og badebassiner.

Mange af de borgere kommunen har kontakt med via hjemmepleje, handicap og psykiatritilbud vil være borgere med forhøjet risiko for hedeslag. Det er vigtigt for forebyggelse, lindring og behandling af hedeslag, at der er let adgang til kølige rum. Det kan for eksempel være offentligt tilgængelige rum i kommunens bygninger, herunder plejecentre, daginstitutioner og skoler, samt i indkøbscentre, teater, biografer med mere. Det er vigtigt, at kommunerne tænker disse borgere ind som en del af det kommunale beredskab.

Kommunerne har mulighed for via DMI, at modtage en SMS-varsling ca. 1 uge før forventet hedebølge.

Senest redigeret: 10-01-2012