Skovbevoksning

Træarterne er forskelligt rustet til klimaforandringerne


Træer har generelt høj tilpasningsevne, men evnen varierer fra art til art og afhænger af hvilken forandring, der er tale om. Generelt er nåletræerne de mest udsatte i Danmark.

Træarterne har gennem evolutionen udviklet specielle krav til voksestedets økologiske betingelser. Det gælder især klimatiske forhold som temperatur og nedbør, men også vind og især storm kan have afgørende betydning for træers vækst og overlevelse.


Træer har generel høj tilpasningsevne

Træer har som langlevende organismer grundlæggende en relativ høj generel tilpasningsevne til klimaændringer. Det enkelte træ skal kunne klare klimavariation og -ekstremer over hundrede af år. Ser man på de enkelte arter, så er der dog nogle, der udviser en relativ begrænset tilpasningsevne, mens andre er kendetegnet ved en stor genetisk variation og tilpasningsevne.

 

Mange arter vil drage fordel af temperaturstigningen
Da de fleste af vore hjemmehørende træarter i Danmark befinder sig tæt på deres nordlige udbredelsesgrænse, og da denne grænse især skyldes for lave temperaturer, vil disse være relativt robuste overfor temperaturstigninger mellem 2 til 4 grader. Enkelte arter vil forventelig drage direkte fordel af mindre stigninger i middeltemperaturen, hvis man ser bort fra de andre klimaændringer.  

Men for rødgran, som med 19 % af skovarealet (2006) er Danmarks mest udbredte træart er temperaturstigningerne meget problematiske.

 

Mindre sommernedbør vil svække de fleste træarter
Med nedbør på under 400 mm i vækstperioden er vand generelt en minimumfaktor for trævækst de fleste steder i Danmark, især i områder med sandede jorde med lav vandholdende evne.

Selv et fald i sommernedbørsmængden på bare 8 - 15 % og især sandsynligheden for længere perioder med tørke vil generelt svække alle træarter. Det er dog især nåletræarterne og her især dem med relativt overfladisk rodsystemer, der vil være mest følsomme.

 

Især nåletræer er sårbare overfor storme
Muligheden for en forøgelse af stormfrekvensen og stormstyrken må tages særligt alvorligt i relation til skovbrugets strategier for klimatilpasning. De sidste 40 år har budt på 5 voldsomme storme med katastrofale følger for skovbruget (1967 (to gange), 1981, 1999, 2005).

Da de fleste storme optræder i vinterhalvåret, hvor løvtræerne har kastet deres blade, er det især nåletræerne, der er stormudsatte.

 

Træerne bliver mere følsomme overfor skadevoldere
Forandrede klimatiske forhold vil desuden kunne påvirke ligevægten mellem træerne og deres skadevoldere. Hvis træer svækkes fysiologisk pga. et ændret klima, vil de generelt være mindre modstandsdygtige overfor skadevoldere.

 

Skadevolderne vil pga deres langt hurtigere generationsskifte i forhold til træerne være hurtigere i stand til at tilpasse sig klimaændringer. Stigende temperaturer vil også kunne bidrage til at øge formeringshastigheden hos visse skadedyr.

Generelt vil træarter, der svækkes fysiologisk af klimaændringerne være særligt udsatte for skadevoldere. Det er således især de klimafølsomme nåletræarter som rødgran og sitkagran, der må anses for specielt udsatte.


Senest redigeret: 10-01-2012