Klimaændringerne giver både fordele og udfordringer for
jordbruget. Temperaturstigningen på 1-5 oC og de vådere,
varmere vintre og de tørrere, varmere somre vil ændre
produktionsforholdene.
Højere temperaturer og en længere vækstsæson vil generelt have
en positiv effekt på afgrødeudbyttet og produktionen forventes
derfor at sige. I sig selv vil den
øgede CO2-koncentration i atmosfæren fremme
plantevæksten.
Nye afgrøder mulige
Varmetilpassede afgrøder som vinterhvede, vinterhavre,
vinterhestebønne og majs dyrket frem til modenhed kan blive mere
almindelige i Danmark i løbet af de næste årtier. Arealer med
vårbyg, vårhvede og måske kartofler vil i stedet blive
mindsket.
Gode vækstbetingelser får også ukrudtet til at vokse
Det er ikke kun afgrøderne, der vokser bedre, når
temperaturen og CO2-koncentrationen stiger. Det gør
mange ukrudtsplanter også. Der forventes i fremtiden større
problemer med varmekrævende arter som agerrævehale og skærmaks, men
der forventes også flere nye ukrudtsarter såsom amarant og
bingelurt.
Mildere vintre giver flere skadedyr og sygdomme
Det mildere klima vil ændre og øge listen med
planteskadegørere og flere invasive arter vil have mulighed for at
etablere sig varigt i Danmark.
De fleste planteskadegørere er insekter eller transporteres via
insekter, og insekter vil generelt klare sig bedre i de milde
vintre. Eksempelvis forventes coloradobillen at vokse i
udbredelse.
Udover problemer med planteskadegørere forventes der også større
udfordringer med plantesygdomme, der ofte af betinget af svampe.
Det varmere og fugtigere klima giver nemlig gode vækstbetingelser
for svampe. Man forventer derfor større angreb af fusarium,
kartoffelskimmel og rust.
Øget behov for bekæmpelse og pesticider
Det er en stor udfordring for landbruget at bekæmpe alle
de nye skadedyr og sygdomme, og derfor må der forventes et øget
behov for pesticider i fremtidens landbrug.
Regeringen har igangsat et arbejde med Grøn Vækst, som vil forene
et højt niveau for miljø- og naturbeskyttelse med en moderne og
konkurrencedygtig landbrugsvision. Der indgår en indsats overfor
pesticider, som sikrer en markant reduktion af skadevirkninger på
mennesker, dyr og natur. Regeringens oplæg til en Grøn Vækst
strategi kan hentes i listen over eksterne links.