Ofte stillede spørgsmål


Herunder kan du finde svar på spørgsmål, der ofte stilles om klimaændringernes betydning for kysten

Hvordan vurderes risiko for oversvømmelse/erosion?

Svar: Risikoen defineres som sandsynligheden for erosion/oversvømmelse kombineret med den skade, som sker ved erosionen/oversvømmelsen. Risikoen angives i kr. pr. år. Man skal altså både beregne, hvor sandsynligt det er, at der sker erosion/oversvømmelse, og beregne hvilken skade der sker. Skade skal forstås bredt og kan også omfatte tab af tryghed.

Læs mere under Beslutningsstøtte

Hvor høj kan vandstanden i havet blive?

Svar: Vandstanden i Danmark måles mange steder i landet. Vandstanden varier meget, især under storm. Ud fra de målte vandstande udarbejder Kystdirektoratet en statistik over, hvor ofte ekstreme vandstande forekommer, de såkaldte højvandsstatistikker. Der er stor forskel på højden af de ekstreme vandstande forskellige steder i Danmark. En 100 års vandstand, dvs. en vandstand der statistisk set optræder en gang hvert 100 år, er f.eks. på 495 cm over dagligt vande ved Ribe , men kun 112 cm over dagligt vande ved Ringkøbing. Da højvandsstatistikkerne er lavet ud fra tidligere hændelser, tager de ikke hensyn til fremtidige klimaændringer. Klimaforandringerne kan medføre en generel havniveaustigning på 0,15-0,75 m både ved Vestkysten og i de indre danske farvande. Ved Jyllands vestkyst kan den maksimale vandstand under ekstreme stormfloder blive 0,45-1,05 m højere.

 
Læs mere på Kystdirektoratets hjemmeside om højvandsstatistikker 

Hvem beslutter om der skal laves kystbeskyttelse?

Svar: Det er den enkelte lodsejers eget valg at beskytte sig mod oversvømmelse eller erosion, og kystbeskyttelsen skal udføres for egen regning. Der er ingen love eller regulativer, som fastlægger, om der skal udføres en beskyttelse, og i givet fald til hvilket niveau grundejeren skal beskytte sig. I særtilfælde kan en kommune beslutte at der skal laves beskyttelse og hvem der skal betale.

Hvor kan man få erstatning ved stormflod?

Svar: Oversvømmelser ved en stormflod kan forårsage store skader, og ofte er disse skader ikke dækket af den almindelige husstandsforsikring. I stedet kan Stormrådet udbetale erstatning for skader forårsaget af stormflod. Stormrådet består af repræsentanter fra kommuner, ministerier, forsikringsselskaber og Forbrugerrådet. Stormrådet beslutter hvor og hvornår, der er tale om stormflod, hvem der kan få erstatning, og hvor stor erstatningen skal være. En erstatning vil dog aldrig 100 pct. dække de udgifter, en husejer har haft til udbedring af skaderne. Husejeren skal altid anmelde skaden til eget forsikringsselskab, der så sender skadesanmeldelsen videre til Stormrådet, der træffer den endelige afgørelse om erstatning.

 
Læs mere på Stormrådets hjemmeside


Senest redigeret: 12-04-2011