En
stigende vandstand i havet øger sandsynligheden for at lavtliggende
kystområder oversvømmes. Det er vigtigt at forholde sig til, når
man planlægger anvendelsen af kystnære områder.
Ud fra kontinuerlige målinger af vandstanden mange steder i Danmark
kan man, ved hjælp af statistik, sige hvor hyppigt en vandstand på
eksempelvis 150 cm vil forekomme. Desto længere tid man har målt
vandstanden desto bedre kan man sige hvor ofte en meget høj
vandstand kan forekomme et givent sted. Man taler eksempelvis om en
50 års vandstand. Den er den vandstand som statistisk set vil
forekomme 1 gang i løbet af en 50 årig periode. Når vandstanden
stiger i fremtiden vil den vandstand der i dag er en 50 års
vandstand forekomme hyppigere, måske hvert 10 år.
I Danmark er der over 1100 km diger som beskytter mod
oversvømmelser, så man har tilpasset sig til stormfloder i mange
år.
Risikoen for oversvømmelse, dvs. sandsynligheden for oversvømmelse
og den skade som sker derved, er ikke kortlagt for hele Danmark
endnu. I forbindelse med implementeringen af
EU-oversvømmelsesdirektiv, vil der senest i slutningen af 2013 være
udarbejdet kort over den nuværende oversvømmelsesrisiko.
Udgangspunktet for dette arbejde vil være den nationale højdemodel,
som er meget detaljerede opmålinger af landoverfladen i hele
Danmark.
Klimaændringerne vil foruden stigende havvandstand også bevirke
øget nedbør og mere ekstreme regnskyl om vinteren. Denne nedbør
ender for størstedelens vedkommende i vores åer og vandløb. Dette
vil yderligere øge sandsynligheden for oversvømmelse af de kystnære
områder, som ligger ved åernes og vandløbenes udløb.
Nedenfor er vist et billede af boliger beliggende ved en sø, som
har et tilløb, hvis vandføring er påvirket af regnvand. Afløbet fra
søen er relativt kort, inden det når havet. Vandstanden i søen vil
derfor fremover blive yderligere påvirket af øget nedbør om
vinteren og øget vandstand. Husene vil derfor opleve en øget
sandsynlighed for oversvømmelse og stigende problemer med
grundvand.