Tordenvejr

Tordenvejr


Husforsikringen dækker skader på huset og faste installationer ved lynnedslag, mens indboforsikringen dækker kortslutningsskader på indbo.

Klimaændringerne kan medføre mere tordenvejr og flere lynnedslag.

Her kan du læse om hvilke skader ved lynnedslag, der typisk er dækket af almindelige forsikringer, og hvad forsikringsselskaberne forventer du gør for at begrænse skaderne, så du kan få erstatning. Du skal dog altid kontakte dit forsikringsselskab for at høre præcis, hvordan du er dækket.

Erstatning ved skader på huset
Slår lynet ned i dit hus, kan du risikere, at huset brænder, eller at dine elektriske installationer og apparater bliver beskadiget. Husforsikringen dækker brandskader på huset og som regel erstattes også rimelige udgifter til redning, bevaring og oprydning. Kortslutningsskader på husets faste installationer, vil i de fleste tilfælde også blive dækket af husforsikringen, mens kortslutningsskader på indbo bliver dækket af indboforsikringen.

Er lynet slået ned et andet sted end i dit hus, og er der alligevel sket skader på dit hus eller indbo f.eks. fordi der har været overspænding i ledningerne, skal du have tegnet en særlig elskadedækning for at få erstattet skaderne.

Du har pligt til at begrænse skaderne. Ved lynnedslag slår mange HFI-relæer fra, og du skal sørge for, at HFI-relæet genaktiveres hurtigst muligt. Forsikringsselskaberne anbefaler desuden, at du under bortrejse eller ved varsel om torden hiver så mange stik fra elektriske apparater som muligt ud af kontakterne, så risikoen for at apparaterne tager skade ved lynnedslag er mindre.

Erstatning ved skader på mennesker
Bliver du ramt af lynet, og bliver du skadet, dækker din eventuelle ulykkesforsikring.

Læs mere om forsikringsdækning ved lynnedslag hos Forsikring & Pension. Her finder du også gode råd om, hvad du kan gøre før, under og efter et lynnedslag. 

Senest redigeret: 10-01-2012