Regnvand bag spændende byrum i København

Kort om projektet

Hvid beton, grønne planter og lokal anvendelse af regnvand smelter sammen til en arkitektonisk spændende plads, hvor det er rart for københavnerne at opholde sig.

Bymilen ved Kalvebod Brygge er et klimatilpasset byrum i København. Pladsen danner adgang til to kontortårne, der rummer det danske hovedsæde for den svenske bank SEB.

Området har en niveauforskel på 7 meter fra gadeplan op til taget af Rigsarkivet. De besøgende kan vælge mellem forskellige ruter i et landskab, der veksler mellem hvid beton og irregulære bede, der er beplantet med nordiske træer, bregner, græsser og mos.

Skjult for vores øjne gemmer der sig et system af vandtanke og drænrør, som sørger for at udnytte det regnvand, der rammer pladsen, til at vande planterne.

De hvide betonflader skaber en høj grad af refleksion af sollyset og solvarmen, så pladsen er behagelig at opholde sig på også om sommeren.
Status

Tyvstart på lokal håndtering af regnvand

Selvom Københavns Kommune dengang endnu ikke stillede krav om det, valgte bygherren SEB og arkitektfirmaet SLA at satse på en klimatilpasset løsning.
Da arkitektfirmaet SLA i 2006 begyndte at tegne uderummet Bymilen ved Kalvebod Brygge, omfattede opgaven egentlig ikke klimatilpasning. Lokal håndtering af regnvand kom først med i Københavns Kommunes spildevandsplan i 2008.

Alligevel valgte arkitektfirmaet dengang at tænke håndtering af både et vådere og varmere klima med i løsningen, og bygherren SEB tilsluttede sig, så pladsen blev det første klimatilpassede byrum i København.

- Ønsket om at lave et byrum, som både håndterer de udfordrende terrænspring, og som samtidig er tilpasset et fremtidigt varmere og vådere klima, har været pejlemærket for løsningen, siger arkitekt Ulla Hornsyld, SLA.
Læs mere Luk
Baggrund

Et svar på de stigende temperaturer

Store tanke med forbindelse til havnen bidrager til at køle kontorbyggeriet om sommeren. Tankene inspirerede arkitektfirmaet SLA til en løsning, der udnytter regnvand lokalt.
Da den svenske bank SEB købte hjørnegrunden ved Bernstorffsgade og Kalvebod Brygge fik landskabs- og byrumsarkitekterne SLA til opgave at tegne uderummet mellem SEBs to kontortårne, der skulle opføres på grunden.

Lokalplanen fastslog, at der skulle være tale om et offentligt byrum, som samtidig giver adgang til den grønne passage langs Kalvebod Brygge.

Københavns Kommune lagde derfor vægt på, at løsningen skulle være tilgængelig for alle uden trin eller andre barrierer.

Samtidig skulle der være plads til et parkeringshus under pladsen, og endelig skulle løsningen naturligvis spille sammen med arkitekturen i det nye byggeri, som et andet arkitektfirma, Lundgaard & Tranberg, havde fået til opgave at tegne.

- Med fremtidens temperaturstigninger bliver det en presserende opgave at forhindre overophedning i vores byer. På den måde er Bymilen et svar på en global udfordring og en anvisning til, hvordan man kan håndtere udfordringen med naturens egne løsninger, siger arkitekt Ulla Hornsyld, SLA.
Læs mere Luk
Løsning

Forstøvet vand til pynt og nytte

Fra gartnerier er det kendt, at planter trives bedst, når vandet forstøves. Samtidig giver vindens leg med vandtågerne en flot visuel effekt både om dagen og om aftenen.
Bymilen består af et skråt dæk af in situ-støbt beton, som hæver sig i et zigzag forløb med varierende ruter for de gående. Imellem ruterne er der irregulære plantebede med nordiske træer, bregner, græsser og mos.

Med passende mellemrum er der indlagt tværgående linjedræn, som opfanger regnvandet. Drænet er skjult i kanaler.

Fra drænet løber regnvandet i ledninger ned til underjordiske tanke, hvor et pumpesystem recirkulerer vandet til bedene. Recirkulationen sker via et drypvandingsanlæg af samme type, som erhvervsgartnere bruger.

SLA kalder løsningerne 'teknisk velprøvede'. Et finmasket net af drænmåtter nederst i plantebedene sørger for at bortlede overskudsvandet. Samlet giver det en optimal vanding.

Anlægget er deaktiveret i vinterperioden, hvor vandet ledes til de kommunale afløbssystemer. Styringen af systemet er automatiseret.

Systemet slår automatisk forstøvningen af vandet fra, når det er knapt med vand. Hvis vandmængden i tankene alligevel falder til et kritisk niveau, advares driftspersonalet med en SMS.
Læs mere Luk
Gevinster og merværdi

Pladsen inspirerer i hele København

Bymilen ved Kalvebod Brygge er blevet et forbillede for den måde, hovedstaden håndterer regnvand i byrum.
Samtidig med at regnvandet holdes tilbage på ejendommen, forstøves vandet. Det er godt for planternes vækst, og samtidig kan mennesker glæde sig over vandtågerne, der spredes med vinden og afsvaler pladsen om sommeren.

Løsningen med lokal håndtering af regnvand fra uderummet ved SEBs bygninger er kommet til at danne model for, hvordan regnvand skal håndteres ved anlæg af nye byrum i København.

I første omgang blev emnet skrevet ind i lokalplanen for den videre udbygning af området vestpå langs Kalvebod Brygge.

- Det er gået godt, og vi er glade for det. Vi har fået meget positiv opmærksomhed fra omgivelserne, og vi er blevet eksponeret på en god måde, siger teknisk chef Lars Rahbæk Olsen, SEB Ejendomme.
Læs mere Luk
Finansiering

Dyrere end en traditionel løsning

Anlægssummen for udeområdet på SEBs grund var på 35 millioner kroner. Det er ikke opgjort, hvor stor andel af beløbet, der kan henføres til løsningen for håndtering af regnvand.
Budgettet for byrumsanlægget ved Bymilen var på cirka 35 millioner kroner, som er afholdt af bygherren SEB.

Der er ikke lavet et særskilt regnskab for, hvor stor en del af udgiften, der stammer fra regnvands-løsningerne.

Det hører med i billedet, at prisen afspejler, at anlægget befinder sig over på et toetagers parkeringshus. Det er alt andet lige mere bekosteligt end et tilsvarende anlæg i terræn.

Jo højere træer og jo højere planter, jo dyrere bliver projektet, fordi konstruktionerne skal dimensioneres efter det.
Læs mere Luk
Proces og interessenter

Bygherren åben for vandhåndtering

Arkitekterne SLA kom med ideen til den klimatilpassede løsning for Bymilen.
I udgangspunktet skulle landskabs- og byrumsarkitektfirmaet SLA 'bare' tegne et smukt og velfungerende uderum mellem de to bygninger, som bygherren SEB skulle opføre på sin nyerhvervede grund ved Kalvebod Brygge.

Ideen om at udnytte regnvandet lokalt opstod hos SLA og er udviklet i samspil med de øvrige rådgivere. Bygherren SEB var åben for ideen.

Den har ikke krævet ændring af Københavns Kommunes lokalplan for området. Derimod har den inspireret Københavns Kommune til justeringer af lokalplanen for området omkring Bymilen.

Projektet påbegyndt i 2005
Arbejdet begyndt i 2007
Arbejdet afsluttet i 2010.
Læs mere Luk
Barrierer

Kritisk at membraner holder stand

Den langsigtede holdbarhed af løsningerne for Bymilen er afhængig af, at der ikke sker nedsivning af vand til de underliggende konstruktioner.
Anlægget ved Kalvebod Brygge tager sig smukt ud, men man er nødt til at være opmærksom på, hvordan systemet vil udvikle sig. Det understreger ejendomsinspektør Søren Schriver, SEB Ejendomme:

- Plantebedene er jo dybest set nogle badekar, som nederst er foret med flere membraner, blandt dem en elastisk asfaltmembran. Jeg kan godt have en frygt for, at træernes rødder på et tidspunkt trænger gennem membranerne. Det har man forsøgt at tage højde for ved at plante træer, som næsten er udvoksede. Men hvis der alligevel skulle opstå utætheder i membranen, vil det blive vanskeligt at finde frem til dem og udbedre dem.

En anden udfordring er at finde den rette balance, så man hverken oplagrer for lidt eller for meget regnvand, forklarer arkitekt Ulla Hornsyld fra SLA:

- Det gælder om at have en tilstrækkelig stor tank, så vi ikke har behov for at tilføre vand. Omvendt skal vi heller ikke opsamle så meget vand, at det står og danner alger i tankene, for det er ikke godt for planterne. Det er en balancegang.
Læs mere Luk