Kort om projektet

De senere års ekstremregn har udsat Gentoftes største daginstitution, Himmelskibet, for gentagne oversvømmelser. En simpel jordvold, der har inddæmmet institutionen, har nu løst problemet, og samtidig har børnene fået ny plads at boltre sig på.
Status

Jordvold er nyt værn mod oversvømmelse

Daginstitutionen Himmelskibet i Gentofte har været meget udsat for oversvømmelser ved ekstremt regnvejr. En skybrudssikring var nødvendig for at holde børnenes fødder tørre.

I Gentofte Kommune ligger daginstitutionen Himmelskibet nu bag en 60 centimeter høj jordvold for at beskytte bygningen mod oversvømmelse.

Skybrudssikringen er udført i 2013-14 og stod sin prøve under et skybrud i august 2014. Uden for volden var der masser af vand endnu en gang, men inden for i Himmelskibet blev vandet ledt væk, og løsningen bestod dermed sin første test.
Baggrund

Hyppige oversvømmelser af Himmelskibet

Daginstitutionen er placeret i et udsat område, hvor oversvømmelse er uundgåelig ved ekstreme nedbørstilfælde. En ny løsning var påkrævet for at redde institutionen.

Himmelskibet ligger nederst i en ådal og klos op ad et vandløb, som samler hele to afvandingsgrøfter, der leder overskudsvand fra henholdsvis Gentofte Sø og Utterslev Mose frem til Emdrup Sø og derfra videre ud mod Øresund.

Institutionen ligger samtidig lige op ad en banedæmning, der som en barriere i landskabet opstuver regnvand på den grund, hvor Himmelskibet er bygget.

Oversvømmelserne har skabt store problemer med genhusning og haft økonomiske omkostninger ved udbedring af skader.
Løsning

En hydraulisk ø med pumper

Jordvolden går hele vejen rundt om institutionen og danner en ø, som vand udefra ikke kan trænge igennem. Det regnvand som falder på øen, ledes væk af pumper. Kravet til løsningen var, at den skulle se ud, ’som om den altid havde ligget der’.

Kravet om, at løsningen skulle glide naturligt ind i landskabet udelukkede simple løsninger som at ramme en spuns ned rundt om bygningerne, at opføre en mur eller bygge vægge af plantekummer. Endnu et krav var, at hele institutionen skulle kunne hegnes ind.

- Vi endte med at sige: ”Vi lukker os selv inde på en ’hydraulisk ø’ ved helt enkelt at afskære institutionen fra ’de andres vand’, så vi alene skulle håndtere vores eget. Det kunne vi gøre ved at bygge et dige hele vejen rundt om institutionsgrunden, siger markeds- og udviklingschef hos NIRAS, Henrik Lynghus.

Løsningen blev en simpel, græsklædt jordvold udført med en lerkerne – 60 centimeter høj med en skråning på 35 grader. Ved indgangspartiet giver en trappe samt en sideværts zigzag-rampe adgang over diget. Rampens sider er udført i rustikt cortenstål på en måde, som fremhæver indgangspartiet.

Med diget er Himmelskibet for alvor blevet et ’skib’ eller en ’ø’, som nu er hydraulisk isoleret fra omgivelserne. Tilbage er at håndtere det regnvand, der falder over institutionen selv.

Eftersom nedsivning er udelukket på grund af det høje grundvandsspejl, må der pumper til.

I forvejen pumpes husets spildevand og drænvand fra omfangsdrænet rundt om huset ud i det offentlige kloaksystem døgnet rundt. Denne pumpe er nu suppleret med en pumpefunktion, der håndterer hverdagsregnen fra nedløbsbrønde og terræn.

Endelig er der monteret en ekstra pumpe, der træder i funktion ved voldsom regn – og som er stor nok til at klare alt det vand, der under et skybrud vil havne inden for volden.

Alle pumper er samlet i en pumpebrønd midt på grunden, så de er nemme at tilse og servicere. Pumpebrønden er den eneste driftsfunktion ved løsningen.

Pumpehuset er udstyret med kontraventil, som forhindrer spildevand fra det offentlige kloaksystem i at trænge ind. Det har derfor ikke været nødvendigt at etablere højvandslukker inde i institutionen.

I forbindelse med løsningen har det været nødvendigt at reetablere alle belægninger i terræn for at fjerne lunker, så alt overfladevand herefter ledes effektivt væk fra bygninger og frem til afløb.
Gevinster og merværdi

Ny legeplads og en besparelse på mange millioner kroner

Løsningen med den ’hydrauliske ø’ gjorde, at kommunen kunne bibeholde institutionen på stedet og spare penge. Drift og vedligehold er minimalt, og jordvolden er børnenes nye legeplads.

Børnene har nu tørre fødder, når de leger på Himmelskibets nye jordvold. De graver i jorden og slider dermed på den, men de er glade for deres nye legeplads.

Kommunen har ved løsningen sparet i omegnen af 6 millioner kroner, som det ville koste, hvis de skulle rive bygningen ned og flytte institutionen til en anden lokalitet.

Forældre og ansatte skal ikke længere bekymre sig om risikoen for, at institutionen flyttes.

Løsningen er fremtidssikret, idet jordvold og pumper er dimensionerede til at modstå en 100-årshændelse.

Vil man bevare en truet bebyggelse, så er en ø med pumper en oplagt løsning. Den kan være besværlig at udføre, men er relativ simpel, når den først er etableret.

Den eneste driftskrævende facilitet er pumperne, der skal tilses og serviceres med mellemrum, så de virker.
Finansiering

Gentofte Ejendomme betaler 3,4 millioner

Flere løsninger var på tegnebrættet, men Gentofte Ejendomme valgte at satse på beskyttelse af eksisterende ejendom fremfor flytning.

Samlet set har skybrudssikringen af Himmelskibet kostet Gentofte Ejendomme 3,4 millioner kroner. At rive bygningen ned og opføre den et andet sted ville have kostet 10 millioner kroner.

Hertil skal medregnes et betydeligt beløb til afledte tab og ekstraomkostninger ved at lukke ned, genhuse og flytte en institution med 130 børn.

En cost/benefit-analyse viste hurtigt, at jordvolden var den bedste løsning for alle parter.
Proces og interessenter

Interessenter blev hørt

Løsningen vandt principiel tilslutning ikke blot på Himmelskibet og hos bygningsejeren, Gentofte Ejendomme, men også hos de mange andre interessenter.

Projektet vagte stor interesse på grund af den følsomme beliggenhed i fredede omgivelser i bunden af Dyssegårdsparken.

Kommunen valgte at involvere forskellige interessenter i løbet af processen, hvor løsningsmulighederne blev lagt frem og drøftet.

Med på møderne var forsyningsselskabet Nordvand og forskellige involvererede dele af forvaltningen: bygningsmyndighederne, Børn, Unge og Fritid samt Park og Vej.

Det gjorde forløbet lidt mere omstændeligt med mange møder og mange forskellige projektforslag, men resultatet blev et projekt, alle følte ejerskab til.
Barrierer

Meget lav beliggenhed i terrænet

Udfordringen i området er, at Himmelskibet ved kraftige regnskyl får meget store mængder vand meget tæt på.

Daginstitutionen ligger i et af de laveste områder i Gentofte Kommune. Vandspejlet i Gentofterenden, som løber lige forbi, ligger ved normal vandstand kun ½-1 meter under institutionens fundamenter.

Ved ekstrem regn er Himmelskibet blevet en lille ø med en jordvold rundt om.

Den største øjeblikkelige udfordring er, at selvom diget er robust, så medfører børnenes leg og plastikskovle en del slitage på jordvolden.