Enkelt vejbump i København beskytter hel parkeringskælder mod vand

Kort om projektet

Under det store skybrud i juli 2011 blev ejendomsvirksomheden Jeudans parkeringskælder på Bisiddervej i København fuldstændigt oversvømmet.

Vandet fossede fra gaden ned i kælderen, hvor 30 biler sejlede rundt, og der skete skader for millioner af kroner.

For at forebygge en gentagelse henvendte Jeudan sig til et ingeniørfirma. Ingeniørfirmaet foreslog, at man anlagde en betongrav i kælderhalsen med nogle store pumper, der i tilfælde af skybrud ville pumpe vand fra parkeringskælderen op på gaden igen.

Den idé var man ikke begejstret for i Jeudan Service Partner. I stedet udviklede virksomheden selv en enklere og billigere løsning, der helt forhindrer vandet i at komme ned i kælderen.

I samarbejde med et asfaltfirma projekterede og anlagde man et vejbump på rampen ned til kælderen, der er højt nok til at kunne tilbageholde regnvand ved et lignende skybrud.
Status

Værdier for millioner er sikret

Få måneder efter den store oversvømmelse i forbindelse med skybruddet i 2011 var skybrudssikringen på plads.
Selve anlægsarbejdet på Bisiddervej i København NV tog ganske få dage.
Læs mere Luk
Baggrund

Oversvømmet parkeringskælder udløste millionregning

Det massive skybrud i juli 2011 ramte også parkeringskælderen på Bisiddervej i København. Her fossede vandet ned ad nedkørslen, og vandet stod fra gulv til loft. De cirka 30 biler, der holdt parkeret i kælderen, sejlede rundt mellem hinanden.
Skaderne efter oversvømmelsen var så omfattende, at det var åbenlyst for både ejendomsselskab og beboere, at en ny oversvømmelse måtte forebygges.

De enkelte beboere havde selv ansvaret for de ødelagte biler og ejendele i kælderens pulterrum.

Ejendomsselskabet dækkede udgifter til at desinficere hele kælderen, reparere ejendommens hovedrelæ og elevator samt udskifte al isolering omkring de varmerør, der løb i kælderen.
Læs mere Luk
Løsning

Højt bump holder regnvand ude

Med blandt andet udgangspunkt i en video, der blev optaget under skybruddet, var det muligt at beregne, hvor højt et bump skulle være for at kunne tilbageholde regnvand ved et lignende skybrud.
Afdelingschef i projektafdelingen, Rasmus Mørk Andersen, udtænkte sammen med et asfaltfirma den løsning, at man kunne bygge et vejbump i toppen af nedkørselsrampen. Bumpet skulle være højt nok til at bremse vandet, men samtidig ikke højere end at biler kunne passere.
Læs mere Luk
Gevinster og merværdi

Tør parkeringskælder og dyrekøbte erfaringer

Siden 2011 har København været ramt af en række mindre skybrud. Ingen har forårsaget oversvømmelser i parkeringskælderen på Bisiddervej.
Jeudan Servicepartner har lært af sine erfaringer og bruger nu 2. juli 2011 som pejlemærke for, hvordan virksomhedens ejendomme skal skybrudssikres i fremtiden. Skybruddet den 2. juli 2011 var en hændelse, som forventes at ske med mere end 100 års mellemrum.

For eksempel har virksomheden opført 4.600 kvadratmeter for Københavns Universitet – herunder tre underjordiske auditorier. For at komme ned i kælderen skal man først gå op ad bakke, og hele haveanlægget bag universitetet er gravet ud som en gryde, der i tilfælde af kraftig regn fungerer som et forsinkelsesbassin.
Læs mere Luk
Finansiering

Minimal udgift beskytter store værdier

Jeudan betalte 30.000 kroner for vejbumpet. Til sammenligning ville ingeniørvirksomhedens forslag have kostet 250.000 kroner at etablere.
Det enkle vejbump beskytter store værdier. Jeudan havde udgifter til reparationer og udbedringer efter oversvømmelsen i 2011 på 2,5 millioner kroner.

Jeudan står for drift og vedligeholdelse af bumpet.
Læs mere Luk
Proces og interessenter

Enkel proces og superhurtig eksekvering

Da først idéen til vejbumpet var født, tog det kun få dage at projektere og opføre.
I første omgang var det nu en hel anden løsning, der var på tegnebrættet.

Jeudan Servicepartner havde rådspurgt sig hos et ingeniørfirma for at få hjælp til bedst muligt at sikre kælderen mod oversvømmelser.

Ingeniørfirmaet forslog, at man anlagde en stor betongrav i kælderhalsen, hvor store pumper i tilfælde af oversvømmelse ville pumpe vandet op på gaden igen.

Idéen vandt ikke genklang hos Jeudan. Her ville man hellere bremse vandet, før det overhovedet var kommet ned i kælderen.
Læs mere Luk
Barrierer

Ikke muligt at tilfredsstille alle

Under projekteringen af bumpet var det afgørende, at bumpet var så højt, at det i forbindelse med et skybrud kunne tilbageholde vandet, men samtidig måtte bumpet ikke være så højt, at biler ikke kunne passere.
Her var det en udfordring, at afstanden fra vejen til toppunktet af bumpet ikke var lang, og derfor blev stigningen relativ stejl. Det betyder, at lave sænkede sportsbiler kan have problemer med at benytte parkeringskælderen.

Samtidig skulle der tages hensyn til gående. Indkørslen til parkeringskælderen foregår hen over fortovet, og her måtte det nye bump ikke udløse en snublekant.
Læs mere Luk