Før projektet går i gang
Del artikel Print

Før projektet går i gang

Inden projektet påbegyndes, er det vigtigt, at der tages højde for en lang række lokale forhold, både med hensyn til lovgivning og tilladelser, men også den lokale geologi og hydrologi, som er altafgørende for, om LAR-løsninger overhovedet lader sig gøre.

Lovgivning og tilladelser
Undersøg i kommunens miljøafdeling, om kommunen vil give tilladelse til nedsivning af tag- og overfladevand. Før anlægget kan godkendes i kommunen, skal det overholde en række krav opstillet i spildevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 1448 af 11/12/2007) kapitel 12. De konkrete lovkrav kan ses ved at følge linket i boksen nedenunder om spildevandsbekendtgørelsen. Der findes også en anvisning for håndtering af regnvand på egen grund fra Teknologisk Institut, som opridser lovkravene. Den kan også hentes i boksen nedenunder. 

Et eksempel på ansøgningsskema og procedure i Københavns Kommune kan ses med linket i boksen til højre.

Tilbagebetaling af tilslutningsbidrag
I nogle kommuner findes en ordning, hvor tilslutningsbidraget til kloakken helt eller delvist, kan tilbagebetales, hvis regnvandet fra grundens befæstede arealer, ledes helt uden om kloakken. Spørg kommunen eller forsyningen om de har sådan en ordning.

Vurdering af om grunden er egnet til nedsivning
I lavtliggende områder, eller områder hvor grundvandsspejlet af andre grunde står højt, er nedsivning af regnvand ikke optimalt. Jordarten er ligeledes meget afgørende for nedsivningspotentialet. Nedsivningspotentialet kan vurderes ved at grave et 1 meter dybt hul, hvor nedsivningen var tiltænkt, og se om der samler sig grundvand i hullet i vinter- og forårsmånederne.

Nedsivningsevne og dimensionering
Først skal jordens nedsivningsevne på grunden vurderes for, at LAR-anlægget kan dimensioneres. På eksempelvis lerede jorde er nedsivningspotentialet meget lavere end på en sandet jord. I nogle kommuner findes et kort over jordens nedsivningsevne, men for at være sikker, bør der alligevel laves en test på grunden.
Til at dimensionere LAR-anlægget, skal spildevandskomiteens regneark anvendes. Hent det i boksen nedenunder. 

Afpropning af kloak
Når LAR-anlægget er etableret og nedløbsrørene er afkoblet fra kloakken, skal kloakken afproppes for at undgå rotter og lugtgener. Afpropningen af kloakken skal foretages af en autoriseret kloakmontør. Undersøg mulighederne for afpropning ved at kigge på kloaktegningen, før projektet igangsættes, da afpropningen sommetider kan være dyr og besværlig.

Placering af anlægget
De fleste LAR anlæg er dimensioneret til at klare 5 eller 10 års regnhændelser. I tilfælde af kraftigere regnhændelser, vil anlægget løbe over og oversvømme græsplænen. LAR anlægget skal derfor ligge i tilpas afstand fra huset og uden hældning ned mod huset for at undgå oversvømmelser. Ligeledes bør man sikre sig, at LAR anlægget ikke oversvømmer naboens grund ved kraftige nedbørshændelser.