Del artikel Print
Verdens største byer synker hurtigere end havet stiger

Verdens største byer synker hurtigere end havet stiger

Et studie fra Nanyang Technological University i Singapore er kommet frem til at 44 af de 48 største byer i verden vil have områder der synker hurtigere end havet stiger.

Boringer i søgen efter vand eller naturgas får jorden til at synke under tyngden af tonstunge bygninger i verdens største byer. I et studie publiceret i tidsskriftet Nature har forskere fra NTU i Singapore undersøgt 48 storbyer og har fundet at enkelte stiger fra jorden med op til 1,1 mm om året. Langt de fleste af storbyerne synker dog, og de værste synker med 16,2 mm om året som gennemsnit for hele byen.

 

De mest synkende byer i verden er de asiatiske storbyer. Værst står det til Ho Chi Minh City i Vietnam hvor der er områder som synker med mere end 30 mm om året. Dette øger risikoen for oversvømmelser fra havstigninger og forskerne estimerer at 20 yderligere kvadratkilometer vil være under vand i 2030 som konsekvens af byens synkningsrate, områder som ellers ikke ville have været ramt af havvandstigningerne.

 

Til at måle byernes synkningsrate har forskerne gjort brug af teknologien InSAR, Interferometrisk Syntetisk AperturRadar. Metoden er så præcis at forskerne kan udpege de specifikke nabolag der vil blive hårdest ramt af kombinationen af landsynkninger og havvandsstigninger, hvilket er et værdifuldt værktøj i bedre klimatilpasning og byplanlægning i fremtiden.

 

Tidligere har landsynkning været behandlet som et sidetema af klimaforandringernes konsekvenser, men studiet understreger at problemet er mere alvorligt en hidtil antaget og at det kan ende med at være en væsentlig drivkraft bag havvandstigninger i fremtiden.

 

Kilde: Ingeniøren