Del artikel Print
Godt nyt til husejere: klimatjek-ordningen genopstår

Godt nyt til husejere: klimatjek-ordningen genopstår

Med få klik kan man nu bestille et klimatjek af uddannede fagfolk i nærområdet

Med et klimatjek får du klar besked om, hvor sårbar din bolig er over for skybrud og oversvømmelser og gode råd til, hvad du kan gøre for at sikre dit hjem.

Klimatjekket blev oprindelig lanceret i 2014 som et gratis tilbud, da klimatjek indgik i en borgerkampagne. I ordningen er det et krav , at fagfolkene har deltaget i et kursus med særlig indsigt i klimaudfordringer. Til gengæld kan firmaerne tage et honorar for klimatjekket.


Som noget nyt er det også blevet nemmere via postnummer at finde de lokale firmaer, der udfører klimatjekket.


Det er Miljøstyrelsen og Videncentret Bolius, der står bag det nye klimatjek sammen med en række organisationer.


Bestil et klimatjek her: www.klimatilpasning.dk/klimatjek


- Vi ved, at klimaet er under forandring, så der kommer flere og voldsommere vejrhændelser. Med relanceringen på klimatilpasning.dk sigter vi på, at flere boligejere får kendskab til klimatjek-ordningen og får hjælp til at sikre boligen, siger kontorchef Henrik Hagen Olesen, Miljøstyrelsen.

 

Få ro i maven med et klimatjek
Med et klimatjek kan du få din bolig gennemgået af fagfolk, der er specialister i at finde boligens svagheder i forhold til oversvømmelser. Ifølge Tue Patursson, fagekspert i klimasikring hos Videncentret Bolius, er mange boligejere usikre på, hvordan boligen er rustet imod fremtidens mere ekstreme klima.


- Vi lavede en undersøgelse i 2018, der viste, at kun én ud af fem danske boligejere har fået en fagmands vurdering af risikoen for skader i boligen ved oversvømmelse. Resten antager måske, at deres boliger er sikret tilstrækkeligt uden at vide det med sikkerhed, siger Tue Patursson


Klimatjek udelukkende af uddannede fagfolk
Fagfolkene bag klimatjekket tæller medlemmer af Danske Kloakmestre, Kloaksektionen i DI Dansk Byggeri, DM&E Entreprenør, Danske Anlægsgartnere og De Grønne Kloakentreprenører. Ordningen bliver relanceret i et samarbejde med Videncentret Bolius.


Under klimatjekket vil en fagmand gennemgå både hus og grund med baggrund i praktiske erfaringer. Herefter vil du få forslag til, hvad du kan gøre for at sikre hus og grund mod fremtidens stormfloder og kraftigere regnskyl.


Hvis du ønsker det, kan fagmanden udarbejde et tilbud på forslaget, som du kan bruge i dine overvejelser for at få klimasikret din bolig.


Et klimatjek er ikke gratis. Du betaler et gebyr, der fastsættes individuelt af rådgiveren.

 

Et klimatjek giver dig blandt andet svar på følgende:

  • Hvordan påvirker det risikoen for nye skader, at din bolig tidligere har været ramt af oversvømmelser?
  • Hvad betyder husets og grundens placering for risikoen – og hvad kan du gøre ved det?
  • Øger udearealerne nær boligen risikoen for oversvømmelse?
  • I hvilken grad kan boligens klimaskærm modstå udefrakommende vand?
  • Hvis boligen har en kælder, der fx bliver brugt til opbevaring, er den så sikret mod oversvømmelser efter skybrud o.lign.?