Del RSS RSS Print
Workshops om bedre håndtering af ekstrem regn

Workshops om bedre håndtering af ekstrem regn

25-09-2013
Ønsker du at præge indholdet i Spildevandskomiteens kommende skrifter? Så kom til workshops hhv. onsdag 25. september og torsdag 26. september 2013 i Søhuset, Hørsholm

Der er meget vand i byerne for tiden - nogen gange for meget! I 1990erne var de årlige udgifter til skader i forbindelse med oversvømmelser under 100 mio kr. om året. De sidste 5 år har skaderne i gennemsnit været 10 gange større. Samtidigt kommer der nye oversvømmelseskort for alle byområder - hvordan bruger man dem til systematisk at skabe færre oversvømmelser og bedre byer?

Der kører to delvist parallelle projekter, der hver især forventes til at føre til nye skrifter fra Spildevandskomiteen. Det ene projekt støttes af VTUF og fokuserer på ekstremregn: Hvor meget ekstremregn får vi her og nu og hvad er prognosen for fremtiden? Det andet projekt er iværksat af Spildevandskomiteens Regnudvalg i samarbejde med DANVA, KL og Naturstyrelsen, og fokuserer på at inddrage oversvømmelseskort i håndtering af regnvand i byer. Hvordan kan man vurdere konkrete projekter, der i forskellig grad inddrager byrum og skaber rekreative værdier samtidigt med at risikoen for oversvømmelse bringes ned på et acceptabelt niveau?

Spildevandskomiteens skrifter er i praksis normdannende og har derfor stor indflydelse på, hvordan regnvand i byer håndteres. Tilsammen vil de to skrifter erstatte og supplere den hidtidige praksis, hvis de anvendes bredt. Det er derfor afgørende, at skrifterne, for at sikre forankring, laves i et tæt samarbejde mellem de aktører, der skal anvende dem. Med den store fokus på klimatilpasning er der kommet mange nye aktører, der alle gerne vil have indflydelse på, hvordan vandet bedst håndteres. Formålet med de to workshops er derfor at sikre, at alle væsentlige aktører får mulighed for at præge processen inden skrifterne bliver skrevet.

Resultaterne fra de to workshops vil indgå i arbejdet i en arbejdsgruppe omkring udarbejdelse af skrifterne med medlemmer udpeget af DANVA, KL, NST, Spildevandskomiteens Forretningsudvalg og VTUF-projektets deltagere.

Tilmeldingsfrist:
 Fredag den 20. september 2013