
Klimatilpasning på De Bynære Havnearealer
06-06-2012I Aarhus er en gammel containerterminal nedlagt og skal nu rumme moderne boliger og erhverv med arkitektur i verdensklasse. Bydelen, som ligger på kanten af havet, er sikret mod fremtidens havspejlsstigninger med intelligente klimatilpasningsløsninger.
Aarhus' placering ved havet har gennem tiden haft altafgørende
betydning for byens økonomi og udvikling. Det har også forårsaget,
at Aarhus Havn er vokset til en enorm industrihavn, som i dag er
Danmarks største og travleste containerhavn. Havnen har desværre
også afskåret kontakten mellem by og hav, hvilket Aarhus Byråd har
taget op til revurdering.
I 1997 vedtog Aarhus Byråd en masterplan, som fastlagde rammerne
for havnens fysiske udvikling. Som et led i denne masterplan skulle
dele af de bynære havnearealer omlægges til en attraktiv og levende
bydel med beboelse og erhverv.
I 2007 overtog Aarhus Kommune 100.000 m2 havneareal, hvilket blev
startskuddet for opførelsen af De Bynære Havnearealer på en
tidligere containerterminal, Pier 4, som er den ældste af Aarhus
Havns containerterminaler. Bydelen skal rumme 7.000 beboere og
12.000 arbejdspladser med visionen om at blive en attraktiv del af
Aarhus City og skabe en rekreativ forbindelse til fjorden. På
nuværende tidspunkt er der allerede byggeplaner for størstedelen af
arealet, og de første beboere fik udleveret nøgler til deres
nye hjem i januar 2012. Desuden opføres alle bygninger som
lavenergihuse.

Byggepladsen på Pier 4 med Aarhus
by i baggrunden.
Klimatilpasning er et ultimatum
Pier 4 ligger på spidsen af Aarhus, hvor byen møder
bugten. Nærmeste nabo er Kattegat, med store vanddybder og flere
sømil til nærmeste kyster. Området er derfor ekstremt sårbart
overfor havsspejlsstigninger og bølgesprøjt. Derfor har kommunen, i
forbindelse med byggemodningen af området hævet terrænet 0,5 m til
kote 2,5 m for at tage højde for de forventede havsspejlsstigninger
over de kommende 100 år.
Alleryderst, mod nordøst og Kattegat, er der etableret en 1,2 km
lang promenade med en udvendig kystsikring. Promenadens kote er i
det mest udsatte hjørne hævet til 3,7 m, som nedtrappes mod land
til kote 2,5 m som resten af området.

Promenaden og kystsikringen mod
Kattegat
Som en del af promenadens kystsikring er der etableret en 10 meter
bred stenhave i kote -0,5 m, under vandets overflade, ud for
promenaden. Stenhaven er kun synlig få dage om året ved lav
vandstand. Stenhaven bryder bølgerne ude i vandet i stedet for ved
promenaden, og dermed reduceres effekten fra bølgesprøjt. Samtidig
har lokale fiskere og dykkere rapporteret, at der langs stenhaven
er opstået en rig bundfauna med blandt andet hummere og planter
mellem stenene.
En fleksibel kystsikring
Da forudsigelse af klimaforandringer og
havspejlsstigninger er underlagt store usikkerheder, er
kystsikringen ved Pier 4 en fleksibel løsning. Stenhaven ud for
promenaden kan på simpel vis udvides til at beskytte mod
voldsommere bølger og havniveauer, hvis prognoserne om fremtidens
klima viser sig at være underestimerede. For at nå frem til den
rette løsning har Aarhus Kommune benyttet sig af ekstern
konsulentbistand i forbindelse med fastlæggelsen af udformningen af
stenhaven og kystsikringen.
Byggeproces
Byggemodningen af grunden kører sideløbende med byggeprojekterne,
og de første beboere fik udleveret nøgler til deres nye hjem i
januar 2012. De første anlægsprojekter blev igangsat i 2007, da
kommunen overtog grunden. Omkostningerne til hævning af terræn på
de enkelte byggefelter kendes ikke eksakt, da disse omkostninger er
modregnet af grundkøberne i forbindelse med afgivelse af deres
købstilbud.
På nedenstående illustration ses de byggeprojekter, som på stående
fod er vedtaget og ved at blive opført.

3D model af planerne for De Bynære
Havnearealer
Se mere om de enkelte byggeprojekter på projektets hjemmeside ved
at følge linket i boksen til højre.