Vanddråbe

Kraftigere regnskyl vil øge risikoen for hurtig nedsivning af forureninger til grundvandet


Al vandforsyning i Danmark er baseret på grundvand. Der er risiko for, at voldsommere regnhændelser i forbindelse med klimaændringer kan øge hyppigheden af nedsivning af sygdomsfremkaldende mikroorganismer eller skadelige kemiske stoffer til grundvandet.

Hvis det sker, kan det være sundhedsskadeligt. Det er desuden en kostbar affære for forbrugerne, hvis der skal etableres alternative boringer.

 

Vandværkerne er følsomme over for forureninger af ressourcen

Vandbehandlingen foregår gennem enkle processer – typisk luftning og filtrering. Enkelte steder kan man endda nøjes med luftning eller slet ingen behandling. Den meget begrænsede vandbehandling i danske vandværker gør vandforsyningerne meget følsomme over for forurening af grundvandet med f.eks. pesticider, organiske opløsningsmidler eller mikroorganismer. I Danmark desinficeres drikkevandet ikke, hvilket indebærer, at drikkevandsressourcen skal holdes fri for sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

 

Der er mange meget små forsyningsselskaber

De almene vandforsyninger i store og små byer henter vandet op fra ca. 15.000 boringer; derudover har ca. 80.000 private ejendomme deres egne boringer. Kraftige regnhændelser medfører større risiko for hurtig nedsivning af forureninger til grundvandet især ved utætte boringer men også ude i landskabet gennem sprækker i jordoverfladen (moræneleret). Disse sprækker kan opstå, hvis der igennem flere uger forud for de kraftige regnskyl har været kraftig udtørring af jorden.

Borger

Hvad kan man gøre som borger?

Man kan bl.a.:
  • Indrette sin adfærd til ikke at forurene grundvandet, f.eks. ved at undlade at bruge pesticider, især på følsomme områder som havegange og andre steder uden bevoksning.
  • Benytte vore genbrugspladser, det mindsker nedsivning af kemikalieaffald til grundvandet.
  • Følge med i, om kommunen implementerer indsatsplaner til forebyggelse af grundvandsforurening.

Kommune

Hvad kan man gøre som kommune?

Kommunen kan forebygge forureninger af grundvandet bl.a. ved at:
  • Sikre, at vandværkernes boringer er velholdte og i god stand.
  • Hindre forureningstruende aktiviteter i nærheden af boringerne og nedgravede rentvandsbeholdere, blandt andet ved indretning af beskyttelseszoner hvor brug af gødning og pesticider ikke er tilladt.
  • Sikre, at invindingsboringer og rentvandstanke ikke oversvømmes under kraftig regn.
  • Udarbejde og implementere indsatsplaner til at fjerne eksisterende forureningskilder.
  • Oplyse og motivere befolkningen til at forebygge forurening af grundvand.

Erhverv

Hvad kan man gøre som erhverv?

  • Industrierne skal især sørge for, at affaldsbehandlingen foregår på en ordentlig måde, så der ikke sker forurening af jorden på virksomhedens område og at virksomhedens affald, herunder kemikalier og oliestoffer, viderehåndteres af kompetente firmaer.

Senest redigeret: 01-06-2011

Kontakt

Naturstyrelsen
Vandsektor, Byer og Klimatilpasning og Vandplaner og Havmiljø
Tlf. 72 54 30 00

Interne links